En gang i minuttet.
Så tit tog politiets fartkamera et billede, da de i går i fem en halv time sad på lur ved vejarbejdet i Guldborgsundtunnellen.
På grund af vejarbejdet må man højest køre 50 kilometer i timen på strækningen – men hele 270 bilister trykkede for hårdt på speederen gennem vejarbejdet og kan nu se frem til at få en bøde.
69 får ikke kun en bøde
For 69 bilister er situationen dog langt mere alvorlig.
Hele 58 bilister kan se frem til at få et klip i kørekortet, mens 11 kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet med deraf følgende kontrollerende køreprøve.