2,7 millioner kroner til fæstning

Fæstningsområdet i Korsør skal renoveres, og Slagelse Kommune har sammen med NaturErhvervstyrelsen kastet 2,7 millioner i projektet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fæstningen i Korsør skal styrkes, og til det formål har Slagelse Kommune sammen med NaturErhvervstyrelsen givet 2,7 millioner kroner. Projektet hedder Fæstningen – fortælling, formidling, forbedring og skal være med til at trække flere besøgende til Korsør. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

NaturErhvervstyrelsen støtter med 740.000 kroner fra det såkaldte Sjællandsprogram, der er en pulje til udvikling af landdistrikter, og derudover bidrager Slagelse Kommune selv med 1.970.000 kroner, som skal være med til at renovere og forvandle fæstningsområdet.

- Med alle de aktiviteter, der er igangsat på Fæstningen, er der udsigt til, at området bliver styrket som det aktiv for Korsør, som det bør være. Ud over formidlingen bliver forbedret, vil det også betyde, at rammerne for de mange arrangementer på Fæstningen bliver endnu bedre både for foreningerne, men også så der kan tiltrækkes større kulturelle begivenheder til glæde og fordel for både borgerne og erhvervslivet, slutter formand for kultur-, fritids- og turismeudvalget Troels Christensen (LA).

Arbejdet med at renovere området forventes at starte medio 2014, og hele projektet forventes at være færdig juni 2015.

Mulighed for permanent scene

Renoveringen betyder blandt andet, at belægningen, græsarealerne og beplantningen omkring Kommandantboligen bliver omlagt og renoveret, så det passer til Kommandantboligen. Samtidig foreslår Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget en dialog med Kulturstyrelsen om muligheden for en permanent scene i Gryden, der kan indgå som et naturligt element i området samt en udvidelse og forbedring af publikumsforholdene.

Endelig skal trapperne til stierne på voldene udskiftes med trapper i granit af hensyn til de besøgendes sikkerhed og det visuelle indtryk af området, ligesom de eksisterende bænke og affaldsbeholdere på området vil blive udskiftet. Udvalget har desuden besluttet, at der skal indtænkes gode handicapvenlige løsninger i forbindelse med renoveringen på Fæstningsområdet.


Nyhedsoverblik