26-årig mand redder pige op af havnebassin

Arkivfoto Foto: TV ØST

Lidt af en heltegerning kalder politiet en 26-årig mands redning af en 12-årig pige, der var faldet i vandet ved Slotsbryggen i Nykøbing Falster.

En 12-årig pige faldt lørdag kort efter 13.30 i det kolde vand ved Slotsbryggen i Nykøbing Falster.

Hun kom i problemer, da hun sammen med tre jævnaldrende veninder var på vej i biografen, der ligger lige ud for havnebassinet.

- De fire er i godt humør og hopper lidt rundt. Og pludselig snubler den ene af dem og falder ned i havnebassinet, fortæller Stefan Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

26-årig mand reagerer på nødråb

Pigerne råbte om hjælp, og en 26-årig mand, der opholdt sig i en nærliggende kontorbygning, reagerede med det samme.

- Han smider, hvad han har i hænderne og løber derud. Han springer i vandet og får ved egen kraft svømmet hende i land og får også selv hevet hende op over molekanten, siger Stefan Jensen.

Den 12-årige pige er blevet kørt til skadestuen for at blive varmet op, men hun har det efter omstændighederne godt. Politiet kørte ligeledes den 26-årige mand hjem - og de er ikke i tvivl om, hvordan de betragter hans handling:

- Vandet er meget koldt derude. Det er ikke mange dage siden, at der lå is. Det kunne være gået galt, så den 26-årige er lidt af en helt, som jeg ser det. Det var en flot handling, siger Stefan Jensen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App