250 til møde om Næstved-skoler

Et møde, hvor Næstveds nye skolestruktur skulle diskuteres, fik 250 til at dukke op. Mange forældre er utilfredse med, at flere skoler lægges sammen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den nye skolestruktur lægger op til, at samle 17 skoler under seks enheder. Det betyder blandt andet, at klassetrin flyttes rundt.

Forslaget er under høring i øjeblikket, og i den forbindelse var der onsdag aften sat et borgermøde på benene.

Her dukkede omkring 250 - primært forældre - op. En af dem er bestyrelsesformand for Lundebakkeskolen i Toksværd, Thomas Jensen. Hans skole bliver muligvis påvirket af omstruktureringerne, og det får ham til at frygte for byens fremtid.

- Vi er portalen til København med kun 7-8 minutter til motorvejen. Hvis vi rører ved skolen, så er vi på den. Uden skolen, der vil området stille og roligt dø, siger han.

Formand for Børne- og Skoleudvalget i kommunen, Søren Dysted (Soc. Dem.) er ikke enig. Han mener, at de ved sammenlægningerne, netop undgår at måtte lukke skoler.

- Udfordringen er, at vi har færre børn og alt for mange kvadratmeter. Byrådet i Næstved har sagt, at vi ikke lukker skoler, så derfor må vi foretage en omorganisering af de skoler, vi har, fortæller han.

Byrådet tager endelig beslutning om den nye skolestruktur den 15. december.


Nyhedsoverblik