24-årig erkender at have kørt ven ned i brandert

Foto: TV ØST

Retten i Holbæk har mandag valgt at varetægtsfængsle en 24-årig mand frem til 2. september for natten til søndag at køre sin kammerat på cykel ned.

Tømmermændene oven på en 30 års fødselsdag i Gørlev lørdag er alvorlige for en 24-årig mand. I et grundlovsførhør ved Retten i Holbæk i dag mandag erkendte han at have kørt sin ven ned efter festen og blev varetægtsfængslet frem til 2. september.

Den 24-årige og hans 28-årige kammerat forlod festen samtidig. Den 24-årige i bil og den 28-årige på cykel. Klokken 4.49 modtog politiet en anmeldelse om, at vennen var blevet kørt ned, og at den 24-årige var stukket af fra stedet.

Tilstand fortsat kritisk

Han ringede dog til en anden kammerat, der sørgede for, at den 28-årige fik hjælp. Han blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet, og anklager Peter Ahleson fra Midt- og Vestsjællands Politi oplyser mandag, at han er kommet alvorligt til skade, og at hans tilstand fortsat er kritisk, men stabil.

Politiet fandt efter uheldet den 24-åriges bil, som han ellers havde gemt. Ud på morgenen søndag henvendte han sig selv til politiet, der sigtede ham for spirituskørsel og betydelig legemsbeskadigelse, og nu er han foreløbigt bag tremmer indtil 2. september.

- Klokken 8 blæste han alkometeret op på 1,85, og klokken 8.30 på 1,75, og han har forklaret, at han ikke har drukket noget mellem ulykken og det tidspunkt, hvor han dukkede op på stationen. Nu skal vi se, hvad blodprøven viser, og så skal der tilbageregnes i forhold til gerningstidspunktet, før den endelige promille kan udregnes, siger Peter Ahelson.

Straf afhænger af offers tilstand

Retten begrundede varetægtsfængslingen med sagens grove karakter og det, at den 24-årige erkender forholdene. Han risikerer halvandet års fængsel for sin gerning.

- Straffen kommer både an på promillen og på, hvordan det går med offeret. Straffene på det her område er blevet skærpet betydeligt de seneste 10 år. Hvis offeret dør af sine kvæstelser, risikerer sigtede halvandet år, hvilket er normalstraffen i den her type sager, mens den bliver lavere, hvis offeret overlever, siger Peter Ahleson.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App