2016 er arbejdsgivernes år

Omkring en tredjedel af næste års helligdage ligger i en weekend, hvilket gør 2016 til et godt år for arbejdsgivere og et knap så godt år for ansatte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Arbejdsgiverne kan finde det brede smil frem i 2016, for det er deres år, hvad angår helligdage og mærkedage. I 2016 skal arbejdsgiverne undvære deres ansatte færre gange, end de gjorde i 2015. Det skyldes, at kun otte helligdage og mærkedage falder på hverdage i 2016, skriver Fagbladet 3F.

I alt er der 13 helligdage og mærkedage på et år, og knap en tredjedel af dem ligger i en weekend i 2016. Det betyder, at arbejderne har mindre tid til familien, afslapning og frihed fra jobbet.

Året 2016 starter på en fredag og slutter med nytårsaftensdag på en lørdag. I julen ligger juleaftensdag, 1.juledag og 2.juledag fordelt på to weekenddage og en hverdag.

Ind i mellem kommer påsken, Store Bededag, Kristi Himmelfartsdag og pinsen, som giver seks fridage i alt. De falder som altid på to mandage, to torsdage og to fredage.

1. maj og Grundlovsdag er søndage

1.maj er uheldigt placeret på kalenderen for dem, som har fri denne dag. For i 2016 ligger Arbejdernes Internationale Kampdag en søndag.

Også Grundlovsdag den 5.juni falder på en ærgerlig dag for det arbejdende folk. Her bliver de snydt for en fridag, da den også ligger på en søndag.

Det betyder, at 2016 kan udløse op til otte fridage uden for den almindelige feriekalender.

Antallet af ekstra fridage svinger fra år til år. I 2013 havde mange danskere 11 ekstra fridage, fordi hele julen og nytår faldt på hverdage. Og året efter nærmede det sig maksimum med 12 ekstra fridage til arbejdstagerne.


Nyhedsoverblik