2 mænd anholdt for indbrud i museumsmagasin

Politiet har i dag fredag anholdt 2 personer, som i nat forsøgte at begå indbrud Nationalmuseets magasin i Faxe Ladeplads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fredag formiddag anholdt 2 personer på henholdsvis 43 år og 33 år, begge fra Storkøbenhavn. Natten til fredag forsøgte de at begå indbrud i et museumsmagasin, der blandt indeholdt møbler.

- Det er 2 personer vi kender i forvejen for ligeartet kriminalitet, og vi har en opfattelse af, at det var et kvalificeret forsøg på at bryde ind i magasinet, der tilhører Nationalmuseet, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Magasinet indeholder blandt andet møbler, men gerningsmændene fik ikke noget med sig, da de tilsyneladende blev forstyrret og måtte forlade stedet uden udbytte.

Fredag formiddag traf politiet 2 mænd, i området omkring Faxe Ladeplads, og ifølge Søren Ravn-Nielsen var der spor, der pegede på, at de havde med sagen at gøre, uden at han dog kan komme nærmere ind på, hvad det er.

De bliver sigtet for forsøg på indbrud og fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster lørdag.

Af hensyn til den videre efterforskning i sagen må det forventes, at der vil blive begæret lukkede døre under grundlovsforhøret, da der formentligt er flere gerningsmænd i sagen. 

 


Nyhedsoverblik