17-årig truet med kniv på banegård

Politiet måtte torsdag middag en tur til Næstved banegård, hvor en 17-årig dreng var blevet truet med kniv og havde fået overfladiske snitsår i hånden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et slagsmål på banegården i Næstved endte torsdag ved middagstid med, at en 17-årig dreng blev truet med en kniv. Klokken 12.35 blev politiet kaldt til banegården, hvor der var slagsmål.

Der var imidlertid faldet ro over stedet, da politiet kort efter ankom, idet flere af deltagerne var stukket af fra stedet. Det var en 17-årig fyr fra Næstved, der var blevet uenig med 3 andre unge, og uenighederne endte i et mindre slagsmål.

En af deltagerne i slagsmålet havde trukket en kniv, og den 17-årige havde fået overfladiske snitsår i den ene hånd.

Efterforskes som trusler på livet

Umiddelbart efter optrinnet fandt betjentene frem til en 17-årig fyr fra Næstved, som er kammerat til den anden 17-årige. Førstnævnte blev anholdt klokken 12.48 og sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Han har under afhøringen forklaret, at han samlede kniven op, der lå på perronen, og da der var tale om en enhåndsbetjent foldekniv, var der altså tale om en ulovlig kniv. Den 17-årige blev løsladt igen klokken 15.58 efter afhøring på politistationen i Næstved.

Politiet efterforsker sagen som en sag om trusler på livet og hører gerne fra eventuelle vidner, der har oplysninger til sagen. Politiet kan træffes på telefon 114.

De seneste uger er politiet flere gange kørt til banegården i Næstved, hvor der er blevet klaget over larm fra unge, der har opholdt sig på stedet. Flere gange er de blevet bortvist fra området.


Nyhedsoverblik