17-årig stadig fængslet efter tv-interview

En ung mand på 17 år er fortsat varetægtsfængslet efter udtalelser, som TV-Avisen bragte i forbindelse med de omfattende ildspåsættelser i februar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Knap tre måneder, efter at han stod frem på tv-skærmen og udtalte sig om ildspåsættelser i Kalundborg, sidder en ung mand fortsat bag tremmer.

Han er sigtet for i interviewet at opfordre til uroligheder samt for brandstiftelse og stenkast mod politiet.

- Han har det ad helvede til, og jeg er stærkt utilfreds med, at politiet har været så lang tid om at få sagen klar til, at den kan gå i retten. Der er tale om en 17-årig skoleelev, der sidder fængslet på tredje måned, siger hans forsvarer Harry Tschernja.

Den 17-årige fik tirsdag endnu en gang forlænget sin fængsling med 14 dage, men ifølge anklageren i sagen, politifuldmægtig Karina Nørgaard, står den lange varetægtsfængsling mål med kravet, der vil blive fremsat, når anklageskriftet er på plads.

- Vi har vurderet, at der er proportionalitet mellem længden af varetægtsfængslingen, og den straf vi vil kræve, siger hun.

Hun regner med, at sagen bliver klar til at sende i retten, når fristen for den seneste fængsling udløber 13. maj.

Hovedpersonen selv sidder på grund af sin unge alder fængslet på en ungdomsinstitution i Hundested. Han nægter sig skyldig i alle sigtelserne og hævder, at han forud for det interview, der fældede ham, blev fejlinformeret af journalisten.

- Ifølge drengen fortalte journalisten ham, at han måtte sige, lige hvad han ville, fordi vi har ytringsfrihed i Danmark. Det gjorde han så, hvorefter han blev anholdt og sigtet for offentligt at opfordre til en forbrydelse, siger Harry Tschernja.

I interviewet, der blev bragt i TV-Avisen 14. februar, sagde den 17-årige blandt andet:

- Vi vil altid gøre det her, indtil de kommer til at respektere os. Der kommer til at ske mere og mere. Og i aften kommer der til at ske meget mere.

Urolighederne i februar spredte sig fra København til flere dele af landet. Ud over Kalundborg oplevede borgerne ildspåsættelser i Århus, Slagelse, Ringsted, Greve-Hundige, Bagsværd og flere steder i Nordsjælland.


Nyhedsoverblik