17-årig fra Bilka tilbudt nyt job

Tirsdagens vel nok mest omtalte person 17-årige Mohamad Al Jawerheri har fået tilbudt nyt job efter historien om, at han blev tvunget til at sige op i Bilka i Næstved, fordi han havde blandet sig i en debat om muslimer på Facebook.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

17-årige Mohamad Al Jawerheri kan komme til at arbejde som social media manager i e-cigaretfirmaet Xsmoke, hvis han siger ja til jobtilbuddet. Det skriver B.T.

Mohamad Al Jawerheri kom for alvor i vælten i dag tirsdag, da det kom frem, at han ifølge eget udsagn blev tvunget til at sige sit job i Bilka i Næstved op, fordi han havde deltaget i en debat på Facebooksiden 'ja til frihed - nej til Islam'. Flere af de andre meddebattører mente, at den unge Bilka-ansatte optrådte provokerende og ringede til hans arbejdsplads for at informere dem om hans kommentarer. Efterfølgende blev han tilsyneladende presset til at sige op.

Det har hele tirsdagen vakt vrede og forargelse flere steder, men nu kaster det altså også et jobtilbud af sig.

- Vi har i forvejen folk, der sidder fuldtid og blander sig i den til tider hede debat om e-cigaretter. Vi håber, at Mohamad kan give os lidt kant. Han virker til at være et ungt menneske, der er ret godt inde i, hvordan man får pustet til ilden. Derfor har vi ekstraordinært tilbudt ham at arbejde hjemmefra, siger Dannie Hansen, der er medstifter af Xsmoke.

Flere jobtilbud

Mohamad Al Jawerheri har hele dagen haft for travlt til at tale med ret mange andre end medierne, og han har heller ikke fået set på jobtilbuddet endnu. Han siger dog til avisen, at han har fået flere jobtilbud, og at han er åben for alt, men at han lige skal hjem og kigge på det.

Den unge mand skrev blandt andet på 'ja til frihed - nej til Islam', at 'jeg er her i dit land, som nu også er mit land' og 'hehehehe I får os aldrig ud', hvilket altså fik flere op i det røde felt.

Fra Dansk Supermarked, som Bilka hører under, er kommentaren, at man ikke kommenterer på personalesager. Pressechef Mads Hvitved Grand siger, at der nu er iværksat en intern undersøgelse af sagen. Viser det sig, at tingene er foregået, som Mohamad Al Jawerheri siger, er det ikke i tråd med Bilkas måde at drive ledelse på, men han vil ikke komme ind på eventuelle konsekvenser, før undersøgelsen er afsluttet.

 


Nyhedsoverblik