17-årig dreng lå kvæstet på vejbanen

Foto: TV ØST

En bilist påkørte torsdag morgen en 17-årig dreng i Haslev. Drengen lå kvæstet på vejbanen allerede inden uheldet. Politiet søger nu vidner i sagen.

En 43-årig mand fra Haslev nåede ikke at se den 17-årige dreng, der lå på vejbanen, da han kom kørende i et kryds i Haslev på vej til arbejde.

Ifølge politiet mærkede han pludselig et lille bump i bilen og opdagede herefter den 17-årige liggende på vejen.

Den 17-årige havde fået adskillige kvæstelser og blødte kraftigt, og han blev fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet til behandling.

Ifølge politiet fandt de ingen synlige skader på bilen efter påkørslen, og de vurderer, at han kun er blevet snittet under uheldet.

Den 17-åriges hovedskader stemmer heller ikke overens med forløbet i biluheldet, og politiet mener, at der er sket noget med den 17-årige allerede inden påkørslen.

- Vi har en mistanke om, at der må være sket noget med ham forinden. Måske har han været i slagsmål, måske er han faldet eller måske er der sket noget helt tredje. Vi ved ikke, hvad der er gået forud, men et eller andet er der sket med ham, siger vagtchef fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Anders Mikkelsen.

Den 17-årige dreng er efter sin indlæggelse på Rigshospitalet blevet opereret for sine skader. Han er ifølge politiet nu uden for livsfare.

De har endnu ikke haft mulighed for at afhøre drengen og høre, hvad han erindrer om det, der førte op til biluheldet. De har dog fastslået drengens identitet, og der er tale om en 17-årig fra Haslev.

Politiet efterlyser vidner, der kan kaste lys, hvad der har forårsaget den 17-åriges kvæstelser. De kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Drengen blev fundet i krydset Gamle By/Nygade i Haslev omkring klokken 4 torsdag morgen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App