16-årig pige fængslet for at opbevare AK 47 i hjemmet

Foto: TV ØST

En 19-årig mand og 16-årig pige er blevet varetægtsfængslet for ulovlig våbenbesiddelse.

En 16-årig pige er blevet varetægtsfængslet i 4 uger for ulovlig våbenbesiddelse, efter at politiet har fundet en AK 47 på hendes adresse. Det fortæller anklageren i sagen, Kirstine Laustsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det var Retten i Næstved, som onsdag besluttede, at pigen skulle fængsles efter et grundlovsforhør af hende.

En hashsag der udviklede sig

Politiet fandt skydevåbnet under et besøg i pigens hjem. Oprindelig efterforskede politiet en hashsag, men sagen udviklede sig, da de faldt over AK 47'eren. Skydevåbnet er angiveligt blevet overdraget til pigen af en 19-årig mand. Han er også blevet varetægtsfængslet i 4 uger. Deres relation kendes ikke.

Den 19-årige er sigtet for at have overdraget våbnet til pigen med henblik på, at hun skulle opbevare det på sin bopæl. Han har tilstået, men den 16-årige pige nægter sig skyldig.

Fandt også ammunition

Sammen med AK 47'eren fandt politiet også ammunition til skydevåbnet. Våbnet og ammunitionen stod dog separat, og våbnet var ikke skarpladt.

Den 19-årige mand blev anholdt i Næstved tirsdag aften, og efterfølgende blev pigen også anholdt.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App