15 års ventetid på nyt spor

Foto: TV ØST

Hver dag snegler togpendlerne sig af sted på regionens skinner. En del af årsagen er, at politikerne ikke kan bestemme sig for én af to muligheder for at udvide banenettet

De to løsninger, som politikerne diskuterer, er henholdsvis en udvidelse af den eksisterende jernbane ud af København mod Ringsted over Roskilde - og en helt ny jernbane fra København til Ringsted over køge. Den første løsning koster fire milliarder kroner. Den sidste koster ni milliarder.

Det er Trafikstyrelsen, som i øjeblikket laver de undersøgelser, der skal ligge til grund for politikernes beslutning. Resultatet skal ligge klar næste år. Til den tid er det meningen, at politikerne skal afgøre banenettets fremtid. Det er altså tæt på en afgørelse, men det har det været før.

- Politikerne burde have taget en beslutning på det her område for mange år siden. Hvis de havde gjort det, havde vi undgået mange af de problemer, vi i dag har med flaskehalse ved Hovedbanegården og i Ringsted, siger Alex Landex, trafikforsker ved Danmarks Tekniske Universitet.

Tilbage i 1999 var politikerne lige så tæt på en afgørelse, som de er i dag. Dengang foreslog socialdemokraterne at bygge to ekstra spor over Roskilde, men da den endelige beslutning skulle tages, gik det galt. Tre socialdemokrater gik imod deres eget parti og den daværende trafikminister Sonja Mikkelsen. Per Kaalund var den ene af de tre. Han bor selv tæt på banen, hvor de nye spor dengang skulle bygges.

- Jeg var valgt her, og jeg besluttede mig ganske enkelt for at pleje mine vælgeres interesser, siger Per Kaalund.

- Det var simpelthen det mest usaglige, jeg har været med til. Det var tre politikere, som i den grad satte deres egne interesser over samfundets. Vi kunne have haft et langt bedre banenet i dag, hvis forslaget var gået igennem, siger Sonja Mikkelsen.

Siden 1999 er antallet af undersøgelser, VVM-redegørelser og dokumenter vokset. Sidste år satte politikerne igen en undersøgelse i gang, som koster 234 millioner kroner. Spørgsmålet er nu, om politikerne kan blive enige i dag. Eksperterne er ikke i tvivl.

- Der er ingen tvivl om, at løsningen over Køge til Ringsted er bedst. Den giver det mest fleksible banenet, og så er den også god set ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt, siger Alex Landex, trafikforsker fra DTU.

Formand for Folketingets Trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen fra Venstre er valgt i Roskilde, og han vil, selv om eksperter peger på Køge-løsningen, fortsætte undersøgelserne.

- Jeg mener, at vi skal have det bedste grundlag, som vi kan få, for at tage en beslutning, siger Flemming Damgaard Larsen.

Flere andre af hans kollegaer fra venstre er uenige.

- Den nye undersøgelse, som er i gang, er et stort holdkæft-bolche, og det er et dyrt et af slagsen. Jeg mener, at vi skal droppe undersøgelsen og vælge den løsning, som eksperterne peger på, siger Karsten Nonbo, som også er medlem af Trafikudvalget.

Politikerne skal tage den endelige beslutning i 2009. 

Besøg temasiden om FREMTIDENS TRAFIK

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App