15-årig piges forsvarer: Hun har fået det værre

Forsvareren til den 15-årige pige, der angiveligt er sigtet for at sympatisere med terror og for besiddelse af sprængstoffer, fortæller, at pigen har fået det værre af at sidde isolationsfængslet. Tirsdag blev isolationen forlænget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Retten i Holbæk valgte tirsdag at forlænge isolationsfængslingen af en 15-årig pige, der angiveligt er sigtet for at billige terror og for at være i besiddelse af sprængstoffer. Det betyder, at pigen i alt kommer til at sidde mindst 26 dage i isolation, og hendes forsvarer Nima Nabipour er bekymret.

- Man siger jo altid sådan lidt kliché, at under omstændighederne har hun det fint, men jeg kan fornemme, at hun har fået det værre, siden jeg så hendes første gang. Jeg har besøgt hende løbende, og både min sekretær og jeg kan fornemme, at det ikke går den rigtige vej, siger forsvarsadvokaten.

Især farligt for børn

Pige blev anholdt 13. januar, og dagen efter besluttede en dommer at varetægtsfængsle hende frem til 9. februar, hvoraf de 12 dage skulle være i isolation. I dag tirsdag tog Retten i Holbæk igen stilling til, om pigen skal være isolationsfængslet og valgte altså, at det skal være tilfældet frem til 9. februar.

Anklageren i sagen sagde efterfølgende kortfattet, at han kunne notere sig, at retten havde fulgt anklagemyndighedens påstand og havde ellers ikke yderligere kommentarer til sagen, der bliver holdt for dobbeltlukkede døre.

Isolationsfængslingen af den 15-årige pige har fået flere menneskerettighedsorganisationer op af stolene.

- Vi ved fra adskillige undersøgelser blandt andet fra USA, Canada og England, at isolationsfængsling er farligt. Det er farligt for voksne, men det er især farligt for sårbare grupper som børn og psykisk syge. Ved isolationsfængslinger ser vi mennesker, der lider af alt fra søvnløshed, vægttab, depressioner, selvmordstanker og ligefrem over i direkte sindssyge. Skaderne kan være forbigående i forbindelse med isolationsfængslingen, men vi ser også kroniske skader., siger Peter Scharff, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.

Et barn skal ikke sidde i isolation

Også hos Amnesty International er de enige i, at der må andre tiltag end isolation til, hvis et barn varetægtsfængsles, og der er risiko for, at barnet ved kontakt ødelægger efterforskningen.

- Så er det, vi siger: Sådan et barn skal ikke sidde i isolation i et arresthus eller i Vestre Fængsel. Man må kunne lave nogle andre faciliteter, hvor der er døgnbemandet med medarbejdere, hvis eneste opgave det er at være menneskeligt selskab, for det, vi tager skade af, er at sidde alene i 23 timer i døgnet, siger juridisk konsulent, Claus Juul. 

Også en 24-årig mand, der har kæmpet som Syrienskriger, er varetægtsfængslet i sagen. Også han skal sidde i isolation frem til 9. februar.


Nyhedsoverblik