14-årig fortsat i livsfare

Den 14-årige dreng, der tirsdag blev ramt i hovedet af et håndboldmål, ligger i koma på Rigshospitalet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tilstanden er fortsat kritisk for den 14-årige dreng, der tirsdag fik et håndboldmål i hovedet i forbindelse med idræt i hallen på Stenlille Skole.
 
- Man har forsøgt at vække ham. Han trak vejret selv, men han kom ikke til bevidsthed, så han er lagt i koma igen, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
 
Ulykken skete, da et mobilt håndboldmål væltede og ramte drengen i hovedet, så han mistede bevidstheden.
 
- Vi har haft Arbejdstilsynet forbi i hallen, og der skulle ikke være noget at kritisere. Målene var ikke gjort fast, fordi de var trukket til side for at gøre plads til rengøring, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
 
Hurtig hjælp
 
Ifølge en pressemeddelelse fra Sorø Kommune blev der grebet hurtigt ind ved ulykken.

- Alarmcentralen blev kontaktet øjeblikkeligt, og drengen blev i helikopter fløjet til Rigshospitalet med alvorlige kvæstelser. Drengens forældre er kontaktet og er kørt til Rigshospitalet, oplyser Sorø Kommune.

Alle forældre, elever og medarbejdere på Stenlille Skole er efter ulykken blevet tilbudt krisehjælp.

- Det mål, som ramte drengen i hovedet, er et lille mobilt håndboldmål, som er standardudstyr i kommunens haller. Målet var ikke i brug, da ulykken skete, står der i pressemeddelelsen.

Sorø vil nu vurdere, om de skal skærpe sikkerheden i idrætshallerne rundt omkring i kommunen.

Også onsdag bliver både lærere, elever og forældre tilbudt krisehjælp. Blandt andet kan forældrene få hjælp til at håndtere, hvis deres børn pludselig bliver kede af det.


Nyhedsoverblik