14-årig dreng bag tre blufærdighedskrænkelser

Det var en 14-årig dreng fra Holbæk, der blottede sig foran tre kvinder på tre forskellige dage i toget på Nordvestbanen i løbet af august og starten af september. Det har drengene selv netop erkendt over for politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 14-årig dreng fra den sydlige del af Holbæk kommune er blevet identificeret som den unge mand, der i toget på Nordvestbanen krænkede blufærdigheden over for tre kvinder i alderen 18-21 år den 25. august, 28. august og 3. september i år i de tidlige eftermiddagstimer.

Han satte sig over for ofrene og blottede sig kort efter foran kvinderne, så han krænkede deres blufærdighed. Efterforskningssektionen på Holbæk politistation fik drengen identificeret ud fra det signalement, som ofrene gav af krænkeren.

Da gerningsmanden kun er 14 år og dermed under den kriminelle lavalder på 15 år, kunne politiet ikke sigte, men dog afhøre ham for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse. De sociale myndigheder samt hans værge var til stede ved afhøringen, hvor han erkendte at have blottet sig over for de tre kvinder.

Da drengen ikke kan straffes, vil politiet som afslutning på sagerne formelt underrette de sociale myndigheder om sagerne til deres vurdering af, om der skal foretages eventuelle sociale foranstaltninger over for den 14-årige.


Nyhedsoverblik