1300 skoleelever på jagt efter fossiler og vulkanudbrud på Møn

1300 skoleelever fra Vordingborg Kommune var torsdag til naturfaglig dag på Møns Klint. Dagen skal lokke flere til at vælge naturfaglige uddannelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag stod i naturfaglighedens tegn for skoleelever i Vordingborg Kommune. Elevernes motivation og interesse for de naturfaglige fag skal højnes. Derfor var alle 4., 5. og 6.-klasser i dag samlet ved Møns Klint for at se og lære om kridtet på klinten og for at finde fossiler, søpindsvin, rav og andet godt på standen. Eleverne hørte også om vulkaner, jordskælv og tsunamier.

- Eleverne får lov til at bruge deres sanser på en anden måde. De føler og mærker. Det er også rigtig godt for de elever, der lærer nemmere på anden måde end den traditionelle tavleundervisning. Det fortæller Mette Quitzau, dansklærer på Kulsbjergskolen, Nyrådsafdelingen i Vordingborg. Hun var en af de mange lærere, der også deltog i dagens udflugt.

Et løft i fagligheden

Arrangementet afholdes i samarbejde med Geocenter Møns Klint og er en del af Vordingborg Kommunes arbejde med ”den åbne skole”, som indgår i den nye skolereform. Karaktererne i de naturvidenskabelige fag er generelt for lave og arrangementet skal derfor også ses som et supplement til at løfte fagligheden på Vordingborg Kommunes skoler.

- Vi ved, at når elever skal lære på nye måder sker det bedst ved at bryde ud af skolens rammer. Vi skal bruge vores natur, fortæller Per Larsen, skolechef ved Vordingborg Kommune.

Derudover spiller arrangementets fokus på naturfaglighed naturligt sammen med elevernes kommende valg af linjefag i udskolingen.

 


Nyhedsoverblik