100.000 siger nej til digital post

1. november skal danskerne kunne modtage digital post fra det offentlige, men mange har allerede valgt muligheden fra - specielt på Lolland og i Guldborgsund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kommunerne har travlt med at fritage ældre og syge borgere for at modtage digital post fra det offentlige. Indtil videre har 105.884 danskere fået lov til at slippe, når de nye regler træder i kraft 1. november, viser en opgørelse fra Digitaliseringsstyrelsen.

Kontorchef i styrelsen Marianne Sørensen siger til Ritzau, at det tal er forventeligt på nuværende tidspunkt, hvor der stadig er omkring seks måneder til skæringsdatoen:

- Vi regner med, at i alt op mod 20 procent af borgerne vil blive fritaget, og når vi sammenholder det skøn med de tal, vi har nu, så er udviklingen fornuftig, siger Marianne Sørensen.

Bange for it

Guldborgsund, Lolland, Ærø og Sønderborg er de kommuner, hvor foreløbig forholdsvis flest borgere har søgt om at blive fritaget. Mens 1,26 procent af borgerne i Aarhus og 1,05 procent i København er fritaget, drejer det sig om 5,25 procent i Sønderborg og 6,48 procent i Guldborgsund.

- Når vi ligger så højt, så skyldes det, at vi har mange ældre, som er it-svage. Deres modstand skyldes ikke så meget, at de ikke vil, men mere at de er bange for, at de ikke kan lære det, siger projektleder i Sønderborg Kommune Mette Dalsgaard.

Lagt ned i Guldborgsund

I Guldborgsund har borgerservice med koordinator Rie Zibrandtsens ord været "lagt ned" af henvendelser fra især ældre borgere, som beder om at kunne fortsætte med at modtage papirbreve.

Når så mange i Guldborgsund allerede er frameldt, mener hun, det skyldes, at kommunen er et skridt foran mange andre kommuner ved at have gjort en ekstra indsats for at hjælpe de svageste.

- Loven tillader, at vi som kommune kan gå ind og fritage borgere, som af den ene eller anden grund ikke selv kan søge, for eksempel sengeliggende beboere på plejecentre. Den mulighed har vi gjort brug af i god tid, siger Rie Zibrandtsen.

Nervøse ældre

Ifølge Danmarks Statistik var der sidste år 51 procent af de 75 til 89-årige, der aldrig havde været på nettet. Og det mærker de i Ældresagen, siger jurist og konsulent Ingrid Stockholm Lauridsen.

- Vi får rigtig mange henvendelser fra ældre og pårørende, som er nervøse for, hvad der skal ske, når de nye regler træder i kraft. Vi opfordrer dem til at søge nu, så de ikke skal bekymre sig længere, siger Ingrid Stockholm Lauridsen.

Hver femte fortsætter med breve

  • Fra 1. november overgår al post fra det offentlige til digital post. Forventningen er, at 80 procent over 15 år tilmeldes ordningen.
  • Fysisk og psykisk svækkede personer kan søge om fritagelse. Det samme kan borgere, som ikke har adgang til en computer i hjemmet. I alt skønnes det, at 20 procent af befolkningen fortsætter med papirbreve.
  • Man kan anmode om fritagelse ved at møde op hos den kommune, man bor i. Er man ikke selv i stand til det, kan det gøres af eksempel en pårørende eller plejepersonale.
  • Guldborgsund, Lolland, Ærø, Sønderborg, Bornholm, Struer, Morsø og Skive har indtil videre forholdsvis flest borgere, som er fritaget.
  • København, Gentofte, Allerød, Ishøj, Høje-Taastrup, Albertslund, Varde og Norddjurs har forholdsvis færrest fritagede borgere.

Kilde: Digitaliseringsstyrelsen

/ritzau/


Nyhedsoverblik