Over de kommende otte år vil der kunne skabes godt 10.000 ekstra arbejdspladser i og ved landets erhvervshavne.
Det lyder som et drømmeland i disse krisetider, men nøglen til det er, at Folketinget vedtager den nye havnelov, som den er fremsat transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
Det siger sekretariatschef i Danske Havne Tom Elmer Christensen.
- Hvis regeringen fastholder sin miljømæssige linje, vil der kunne skabes godt 10.000 ekstra arbejdspladser i aktiviteter, der ligger godt for havnefaciliteterne rundt om i landet, siger Tom Elmer Christensen.
Han peger blandt andet på kvalitetsskrotning af skibe og andet grej, der ikke længere bruges, fastholdelse af vindmølleproduktionen og ikke mindst produktion af bioethanol.
- I danske havne er der eksempler på flere virksomheder, der har etableret sig med produktion på havnen eller i tilknytning til havnen fordi råstoffer til produktionen leveres ad vandvejen med skib. Men de har brug for eksempelvis tanke eller anden lagerplads.
- Kan disse faciliteter ikke skaffes med privat finansiering, vil den nye havnelov give havnene mulighed for at investere i disse faciliteter i en slags offentligt-privat samarbejde, siger Tom Elmer Christensen.
Han ser havnene som en slags nyt erhvervscentrum for kommunerne i provinsen.
- Det er arbejdspladser for ganske almindelige danskere, og de vil ligge de rigtige steder i Udkantsdanmark, siger han.
Det har ikke været muligt at træffe trafikminister Henrik Dam Kristensen (S) for en kommentar til Danske Havnes forudsigelser.
/ritzau/