100 pistoler skulle sælges til rockere

Rockere var mulige kunder, da mand fra Nykøbing Falster forsøgte at importere 100 pistoler fra Tjekkiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand fra Nykøbing Falster er blevet fundet skyldig i at ville købe 100 pistoler i Tjekkiet. Meningen var, at  de mange våben skulle være gået til rockere.

Den 32-årige har nægtet, men domsmandsretten i Nykøbing har torsdag formiddag efter en langvarig retssag slået fast, at beviserne er i orden.

Manden lånte penge i Jyske Bank og forsøgte også at skaffe kapital til indkøbet hos sin far. Undervejs rejste han til Wien for at forhandle med en tjekke om leverancen, som altså aldrig blev ført ud i livet. Tjekken er tidligere idømt fængsel i ni år.

Domsmandsretten vurderer, at den 32-årige ville videresælge de 100 9 mm pistoler til folk i rockerkredse. Forbrydelsen stod på i perioden fra juni til november 2009.

Senere torsdag fastsættes straffen.

Manden er også sammen med to andre tiltalte fundet skyldig i et forsøg på at fremstille ecstasytabletter i Holland. Manden er ligeledes dømt skyldig i at have dyrket rusmiddelplanten skunk i et væksthus i en kælder

Også en mindre import af skunk samt salg af nogle kilo hash indgår i sagen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik