100 cyklister med til demonstration

Omkring 100 cyklister var mandag eftermiddag klar til demonstration for en cykelsti mellem Regstrup og Holbæk. Foto: TV ØST

100 personer dukkede mandag eftermiddag op, da 13-årige Laura Farsøht Korndal og Sophie Sommer De Jong havde arrangeret demonstration for at gøre politikerne opmærksomme på, at de ønsker sig en cykelsti mellem Regstrup og Holbæk.

Støtten til to 13-årige pigers cykeldemonstration var mandag eftermiddag overvældende. På pigernes facebookgruppe havde 40 personer meldt sig til, men omkring 100 personer dukkede op.

- Det er fedt. Det gør, at man føler sig støttet og hjulpet, lød det fra Sophie Sommer De Jong efter cykelturen.

Sammen med veninden Laura Farsøht Korndal har hun gennem nogen tid forsøgt at gøre Holbæk Kommunes politikere opmærksom på, at der mangler en cykelsti mellem Regstrup og Holbæk. På en strækning på tre kilometer er der ingen cykelsti, og ruten er så farlig, at flere børn ikke får lov at cykle ad den til skole. Og dem, der gør, er ikke begejstrede for vejen, der indeholder farlige sving og bakker, der gør oversigtforholde ringe. Flere af cyklisterne fortæller, at de føler, de cykler der med livet som indsats.

Sidste gang pigerne fik politikerne i tale blev ønsket om en cykelsti på strækningen blankt afvist, men denne gang er der mere lydhørhed på rådhuset. I TV ØST mandag aften sagde Socialdemokraternes Ole Hansen, at han mener, at der er mulighed for, at hans parti sammen med Venstre kan realisere ønsket om en cykelsti, og det fik store smil frem på pigernes læber. De har dog ikke tænkt sig at standse arbejdet endnu. De har fuld gang i en underskriftindsamling, hvor 1000 personer indtil videre har skrevet under, og den skal de have afleveret på rådhuset på et tidspunkt.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App