10 måneders fængsel i stor hærværkssag

En langstrakt hærværkssag fra Kalundborg endte i dag med, at en 46-årig mand blev idømt 10 måneders fængsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


En 46-årig mand fra Kalundborg kunne i dag forlade Retten i Holbæk som en fri mand.



Byretten udmålte mandag en straf på 10 måneders fængsel til manden, hvoraf de tre blev gjort betinget, for en række tilfælde af hærværk og overtrædelser af færdselsloven.



Den 46-årige har allerede siddet varetægtsfængslet i syv måneder i sagen og skal således ikke afsone yderligere.



Da Retten i Holbæk i august afgjorde skyldsspørgsmålet i sagen, blev manden frifundet for størstedelen af de 105 forhold, han stod tiltalt for, da politiets bevismateriale ifølge dommeren var for tyndt.



Den 46-årige har tidligere erkendt 12 forhold - heraf en del tilfælde af kørsel uden kørekort.



Sigtelserne for hærværk omfattede op mod 270 biler, der blev ridset i lakken, fik flænset dæk eller blev ætset med syre. Skaderne løb op til over to millioner kroner.



I politiets bevismateriale indgik både telefonaflytninger og en gps på mandens bil. Men i retten manglede oplysninger fra gps'en pludselig, og det lagde dommeren vægt på.



Mange af de steder, hvor der var lavet hærværk, stod der: "Panser svin skød MIO".



Netop "MIO" gik igen både som graffiti og som bogstaver ridset ind i lakken på flere biler, og budskabet kunne forbindes til en tragisk sag i 2009.



Dengang blev Michael Nielsen - kaldet MIO - skudt og dræbt af en politiassistent, da MIO kørte i en stjålet bil. Betjenten blev senere frifundet.



Af de mange forhold, hvor ordet MIO indgår, er den 46-årige mand kun dømt for et af dem.



Den tiltalte har tidligere nægtet at kende til Michael "MIO" Nielsen.



/ritzau/


Nyhedsoverblik