10 graders varme i vente

Det kan godt være, at der fredag morgen dalede et par snefnug ned fra himlen, men weekenden byder på 2-cifrede plusgrader, lyder meldingen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om de fleste danskere er vågnet op til en råkold fredag morgen med 5 graders frost, er der fine plusgrader på vej i weekenden. Det skriver Ritzau.

- Vi er på vej i den rigtige retning, og kigger vi frem bliver der mindre frost og mere forår, lyder det fra vagtchef ved DMI Michael Skelbæk.

- Som weekenden tegner sig, så kan man sagtens være ude. Det bliver pænt vejr og knap så meget vind, fortsætter han.

Varme på vej

Først skal bornholmerne igennem en sneplaget fredag morgen, mens også nattefrosten holder ved lidt endnu, siger han. Dagtemperaturerne er anderledes positive. Lørdag kan termometeret nogle steder nå helt op på 10 graders varme med solskin oveni. Andre må nøjes med lidt mere beskedne 5 graders varme.

- Lørdag kan godt gå hen og blive en rigtig fin dag for det meste af landet, hvor temperaturen visse steder snuser til de 2-cifrede af slagsen og fin klar himmel.

Nattefrosten fortsætter

Søndag bliver knap så lun. Her vil temperaturen lægge sig mellem 4 og 7 grader, og eftermiddagen kan også byde på et vinterligt indslag særligt i Jylland, når skyer vestfra vandrer ind og giver mulighed for sludbyger flere steder.

Temperaturen kommer natten til søndag til at ligge omkring frysepunktet, men natten til mandag ryger den helt ned omkring minus 5 grader.
Hvis vagtchefen kigger længere frem i vejrudsigten til den kommende uge, så vil nattefrosten dog efterhånden forsvinde:

- Men det har sin pris, for mere ustadigt vejr er på vej med skyer og perioder med regn. Så er spørgsmålet, hvad man helst vil have, siger Michael Skelbæk.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik