10-årig måtte springe fra flammerne

Foto: TV ØST

10-årig i Sorø blev tvunget ud af vinduet for at slippe for brand.

Huset på Kalundborgvej i Sorø ligner ikke længere sig selv.

Onsdag aften huserede en så kraftig brand, at der nu er et stort hul i gavlen.

Desuden hænger isoleringen ned fra lofterne, og der er ikke meget inventar tilbage, som ikke er enten brændt eller smeltet.

Familien har hverken legetøj til børnene eller tøj tilbage at tage på.

Alligevel er Anita Vibe Hansen glad for, at det ikke gik værre.

- Jeg kan da godt blive rigtig ked af det, men mest af alt der smiler jeg, for vi kom faktisk ud, siger Anita Vibe Hansen.

Hun var alene i huset med fem børn, da et stearinlys satte ild i en sofapude, hvorefter ilden hurtigt bredte sig.

- Sofaen brændte i løbet af ingen tid, siger Anita Vibe Hansen.

Trods flere forsøg på overtalelse lykkedes det ikke at få den ældste søn, 10-årige Jonas, ned fra overetagen.

Han måtte derfor til sidst kante sig ud af vinduet, hænge sig i armene i vindueskarmen og hoppe ned i favnen på naboen, der var ilet til for at hjælpe.

Dermed nåede alle ud i god behold.

Lørdag var familien på besøg i huset for at hente de af børnenes pakkekalendergaver, der ikke var smeltet.

Men at flytte tilbage til huset har familien ingen umiddelbare planer om.

- Der er for store traumer for de små. Det eneste, de snakker om, det er stuen, der brænder, siger Anita Vibe Hansen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App