10 år med strid om mobilmast kan være slut

03:15

I 10 år har Vordingborg Kommune forsøgt at finde en placering af en mobilmast i sommerhusområde. Men de møder modstand hos naboerne, for hvem vil have en 36 meter høj mast som nabo?

For tre år siden købte Kristine Parkmann og Lars Alkestrup sommerhus ved Næs I Vordingborg. De faldt især for den uspolerede udsigt ud over markerne. Men den udsigt kan hurtigt ændre sig.

- Man kan vænne sig til meget, men det her tror jeg ikke, vi vænner os til, lyder det fra sommerhusejer Lars Alkestrup.

Parret kan nemlig se frem til, at en 36 meter høj mast vil blive placeret skråt over for deres sommerhusgrund.

- Vi kunne godt leve med en 20 meter høj mast, så ville den være skjult af træerne og ikke være så dominerende, men en 36 meter høj mast det er jo højere end Gåsetårnet, siger Kristine Parkmann.

En 10 år gammel strid

Lige nu behandler Vordingborg kommune en tilladelse til at opføre en 36 meter høj mobilmast på Næsbyvej ved Vordingborg. Ansøgningen kommer fra TDC, som er ansvarlig for, at der er mobildækning i hele landet. I ti år har kommunen og grundejerforeningen arbejdet på at finde en placering af en mobilmast, der kan sikre dækning i sommerhusområdet. Men det er hidtil ikke lykkes dem at finde en placering.

- Man ønsker at holde det åbne land frit for opstilling af høje bygninger eller master, derfor prøver vi at finde en placering, der er inde omkring bebyggelsen, der allerede findes, fortæller Rolf Hoelgaard, der er Land og Miljøchef hos Vordingborg Kommune.

Nu har kommunen fundet en placering af masten, der lever op til kravene, men hvor færrest muligt bliver generet. Til gengæld bliver sommerhusejerne på Næsbyvej i særdeleshed generet.

- Det tager en væsentlig del af glæden ved at være her, og så bliver vi stavnsbundne, vi kan ikke sælge huset bagefter. Med mindre vi finder en gamer, der vil elske at have verdens bedste internetforbindelse, lyder det fra Lars Alkestrup.

Men selvom det kommer til at spolere deres sommerhusidyl, så håber grundejerforeningen, at det vil lykkes dem at få denne placering godkendt hos kommunen.

- Jeg håber, vi får en afgørelse. Det har været en lang proces, det her anser jeg for at være en ganske god mulighed for at få placeret en mast, fortæller grundejerformand Kim Sperling.

Bestyrelsen i Vordingborg Kommune vil mødes d. 13. januar, hvor de vil tage en beslutning, og så får sommerhusejerne på Næsbyvej at se, om de får en ny udsigt.

Se hele historien ved at klikke øverst på siden. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App