Zirkus Nemo udsat for livsfarligt hærværk

I weekenden blev 21 ud af 24 hjulbolte skruet løs på en af Zirkus Nemos vogne i Slagelse - det opdagede vognmanden heldigvis, inden han kørte afsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Henover sommeren har en livsfarlig tendens spredt sig over Danmark.

Hjulbolte er blevet løsnet på både cykler og biler – og endda på børnesæder fastspændt på cykler. I denne weekend er det også gået ud over en cirkusvogn fra Zirkus Nemo, som holdt parkeret ved transportcentret Stop 39 i Slagelse.

Det skriver Sjællandske.

quote Det havde været fuldstændig forfærdeligt, hvis han var kørt afsted. Det tør jeg slet ikke tænke på.

Søren Østergaard, skuespiller og cirkusdirektør

- Der er nogen, der har skruet vores hjulbolte løs i det døgn, hvor vores vogn holdt parkeret på en plads ved motorvejen. Det kunne have været en frygtelig ulykke, hvis chaufføren ikke havde været så forudsigende, siger Søren Østergaard, skuespiller og cirkusdirektør, til TV ØST.

- Det havde været fuldstændig forfærdeligt, hvis han var kørt afsted. Det tør jeg slet ikke tænke på.

21 ud af 24 hjulbolte skruet løs

I weekenden skulle Søren Østergaards vognmand hente cirkusvognen på vej fra København til Odense. For ham er det ren rutine at tjekke, om alt er i orden, inden cirkusset indtager landevejene – heldigvis, for det viste sig, at der var 21 ud af 24 hjulbolte, der var blevet løsnet.

- Jeg er vildt chokeret. Man tænker – hvordan kunne det dog ske, hvordan kan folk være så dumme i nakken. Det er ligesom at kaste sten på bilerne, siger Søren Østergaard.

quote Jeg vil advare andre vognmænd – de skal lige kigge efter, hvis de har et køretøj holdende i mere end et par timer.

Søren Østergaard, skuespiller og cirkusdirektør

Selvom oplevelsen var meget ubehagelig for Søren Østergaard, tror han ikke, at episoden var noget personligt. Han vil nu advare særligt vognmænd og har meldt episoden til politiet.

- Jeg vil advare andre vognmænd – de skal lige kigge efter, hvis de har et køretøj holdende i mere end et par timer. 

Efter Zirkus Nemo fik skruet hjulboltene på igen, tog de hul på turnéens sidste destination og befinder sig lige nu i Odense. Her fremfører de sæsonens sidste forestillinger fra 5.-16. september.


Nyhedsoverblik