Visitationer i Næstved har ikke ført efterforskning videre

Politiet i Næstved har allerede benyttet sig af muligheden for at visitere personer på gaden. Det har dog ikke ført efterforskningen videre endnu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag morgen kunne TV ØST fortælle, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi visiterede seks personer i nattens løb i Næstved.

Politiet har nemlig indført en visitationszone i området, efter en konflikt mellem rockerklubberne Bandidos og Satudarah har ført til tre skyderier på 10 dage på åben gade.

Men visitationerne har altså ikke ført efterforskningen videre i forhold til at få anholdt de personer, der står bag skyderierne. Det fortæller politiinspektør Kim Kliver til TV ØST.

- Vi er gået målretter efter personer, der har udvist en adfærd, som kunne være mistænkelig. Men vi har ikke fundet våben i den sammenhæng, og det er det, vi går efter at finde. Så ransagningerne har ikke ført efterforskningen videre indtil videre.

Ser ikke tendens i andre byer

Politiinspektøren er dog stadig optimistisk og føler, at det generelt set går fremad.

- Jeg kan se, at det bevæger sig i den rigtige retning, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vores efterforskningsarbejde også kan føre til anholdelser, siger Kim Kliver.

Politiet arbejder også målrettet med at forhindre, at bandekonflikten spreder sig til de omkringliggende byer.

- Jeg er meget optaget af, at vi agerer på de oplysninger, vi får og ad den vej prøver at forhindre, at bandekonflikten spreder sig til andre byer i vores politikreds.

Her løber visitationszonen:

 


Nyhedsoverblik