Velkommen til det nye TV2 ØST med digitalt fokus

Med styrket journalistik, nyt logo og ny visuel identitet lancerer TV2 ØST en opdateret version af sig selv som et moderne digitalt fokuseret mediehus

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lanceringen er kulminationen på en længere proces med fokus på at udvikle mere kvalitetsindhold til de digitale platforme, skabe nyheder med mere perspektiv og substans samt ikke mindst at producere nyt indhold til den unge målgruppe.

- Den digitale udvikling går stærkt, og brugernes medievaner er i konstant forandring. Nye platforme og nye måder at kommunikere på præger udviklingen, og det er vigtigt, at brugere og seere oplever, at TV2 ØST har fokus på at levere digitalt indhold fra vores dækningsområde på de platforme, hvor folk færdes, siger adm. direktør Vagn Petersen.

quote TV2 ØST skal være den vigtigste formidler af regionale nyheder

Vagn Petersen, adm. direktør

- TV2 ØST skal være den vigtigste formidler af regionale nyheder, og som et led i udviklingen af vores journalistik har vi derfor ansat fire fagreportere med hvert sit fokusområde, hvor de går i dybden med grundig research og leverer veldokumenterede historier med tyngde, fortsætter Vagn Petersen.

De fire fagområder dækker familie og uddannelse, politik, erhvervsliv og arbejdsmarked samt sundhed.

Ungdomsredaktion og et nyt look 

TV2 ØST har også fået en helt ny ungdomsredaktion. Den hedder KRAS og er en 100% digital platform målrettet de unge i regionen. Ambitionen er at skabe relevant indhold til de unge på deres præmisser – samt være til stede på målgruppens foretrukne platforme Facebook, YouTube og Instagram. Målsætningen er at give de unge anderledes og spændende indhold, der samlet set styrker dem i at være unge i provinsen.

quote TV2 ØST skal være synlig og let genkendelig på alle platforme.

Vagn Petersen, adm. direktør

For at understrege forandringen med det nye indhold og en mere digital profil får TV2 ØST nyt logo, en ny visuel identitet og et nyt nyhedsstudie. Det nye look er enkelt, moderne og stringent med et digitalt strejf. Målsætningen er at skabe en klar visuel profil i en ellers broget medieverden.

- TV2 ØST skal være synlig og let genkendelig på alle platforme. Det har derfor været afgørende at skabe en rød tråd i designet, så TV2 ØST fremstår homogent på både web, sociale medier og TV, siger Vagn Petersen.

2-tallet er tilbage i det nye logo, efter at det i syv år har været ude på grund af TV ØST-kanalens brand, men det er også en understregning af, at nyhederne fremover er det helt centrale omdrejningspunkt for den digitale indholdsproduktion.

- Vi har desuden fået en vigtig rolle som nyhedscenter for TV 2 NYHEDERNE, og under alle omstændigheder giver det god mening at tydeliggøre, at vi er en del af Danmarks stærkeste mediebrand, slutter Vagn Petersen.

Se mere om den nye ungdomsredaktion KRAS i videoen her:

 

Nye fagmedarbejdere

Som et led i udviklingen af vores journalistik har vi ansat fire fagreportere med hvert sit fokusområde. Du er velkommen til at kontakte dem, hvis du har tips eller gode idéer:

 

Familie og uddannelse: Dorthe Olsgaard

Sundhed: Katja Kafling

Erhvervsliv og arbejdsmarked: Signe Alvang

Politik: Ivan Nielsen


Nyhedsoverblik