Tidligt mandag morgen endte en lastbil i grøften på Sydmotorvejen nær Sakskøbing.
Lastbilen var ikke sådan til at fjerne, og derfor måtte Sydmotorvejen mandag aften lukkes i flere timer, mens det store køretøj blev bjærget.
Bjærgningningen startede klokken 19.00, og motorvejen kunne først genåbne omkring klokken 01.00, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
- Arbejdet blev udskudt til aftentimerne, da det så ville ramme færre. Det er klart, at det altid vil være til ulempe for nogen, at trafikken omlægges - men jo klart meget færre, end hvis det var sket i dagtimerne, siger politiets vagtchef Ole Hald.
Der var tale om en kompliceret bjergning, blev der oplyst før den gik igang.
- Lastbilen har taget meget skade i forbindelse med uheldet. Blandt andet er alle hjul i højre side smadret, og vi er nødt til at benytte to mobilkraner, som skal sættes op på stedet, for at løfte lastbilen op, siger Anders Jalkiewicz fra Toreby Bjærgning til Lolland Falsters Folketidende før bjergningsaktionen.
- Det tager cirka en time at sætte kranerne op. Og lige så lang tid at tage dem ned igen.
Blev presset ud i grøften
Sydmotorvejen var spærret i nordgående retning mellem Maribo og Sakskøbing i retning mod Farø.
Der blev lavet omkørsel fra frakørsel 48 Maribo og til tilkørsel 46 Sakskøbing.
Lolland Falsters Folketidende har talt med føreren af lastbilen og flere vidner, som fortæller, at ulykken skyldtes en personbil, der trak ind mod lastbilen, før den var færdig med at overhale. Derfor måtte chaufføren trække så langt til højre som muligt, og da der intet nødspor var, endte lastbilen i grøften.
Chaufføren kom ikke til skade.