Dagens første debat i Det Nære Telt på Valgfolkemødet søndag handlede om transport.
Kristian Pihl Lorentzen (V), Rasmus Prehn (S) og Eva Flyvholm (EL) diskuterede, hvilken type trafik der skal satses på i Danmark.
Eva Flyvholm, der sidder i Folketingets trafikudvalg og stiller op i Sjællands Storkreds, mener, der skal skrues ned for billetpriserne på både tog og busser.
- I Enhedslisten vil vi sænke billetpriserne med 30 procent, og det er nødvendigt, hvis vi skal have folk til at bruge den offentlige trafik, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det koster 1,5 milliarder kroner om året, hvis man skal have priserne så langt ned. Jeg synes, det er en fornuftig investering, fordi mange flere mennesker så kan få glæde af den offentlige trafik, siger Eva Flyvholm.
Hun mener ikke den siddende regering har prioriteret den offentlige trafik godt nok og peger blandt andet på, at mange busruter i landdistrikterne er blevet nedlagt.
- Det er den helt forkerte vej at gå, siger hun og lover, at størstedelen af pengene til den offentlige trafik vil komme til at gå til landområderne.
Ordfører: Det forslag kan ikke bruges til noget
Kristian Pihl Lorentzen er uenig med Eva Flyvholm. Han mener, at regeringen har brugt mange penge på togtrafikken - faktisk så mange, at det nu er vejene, der skal prioriteres.
- I mange år har vi brugt næsten alle pengene på jernbaner, og det har været nødvendigt. Nu er det vejens tur, siger Venstres trafikordfører.
Han kalder Enhedslistens idé om at sænke billetpriserne på den offentlige transport for et storbyforslag.
- Det vil skævvride landet. Det er et storbyforslag, som ikke kan bruges til noget som helst, siger Kristian Pihl Lorentzen.
- Mange danskere har rigtig langt til en jernbanestation, siger han.
I videoen herunder kan du se hele debatten på valgfolkemødet. Artiklen fortsætter under videoen.
Mobilisterne kommer
Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, lagde sig midt imellem de stridende parter. Han mener, at der er behov for at finde en balance mellem, hvornår man tager bilen, og hvornår man tager toget, og så skal man ikke glemme, at cyklen er et godt alternativ.
- Jeg tror, fremtiden handler om, at vi ikke skal se os selv kun som bilister eller togpassagerer eller som cyklister, men mere som mobilister. At vi simpelthen skal vælge den transportform, der passer bedst til det ærinde, vi har, siger han.
Rasmus Prehn mener også, at det vil være en god idé at tænke i trafik- og sundhedspolitik ind i hinanden.
Artiklen fortsætter under billedet.
- I fremtiden tror jeg også, at der er flere, der vil stille krav om, at de godt vil have noget motion som en del af deres transport. Og bare en halv times cykling om dagen gør jo, at risikoen for kræft, hjertekarsygdomme og diabetes bliver reduceret med over 40 procent, siger han og peger på, at danskerne i mange tilfælde kunne tage cyklen i stedet for bilen.
- Næsten halvdelen af alle bilture i Danmark er på 10 minutter eller derunder, fortæller Rasmus Prehn.
Debatten fortsætter på Valgfolkemødet, der løber frem til klokken 19.00 søndag aften.