Uro i partiledelse - Venstre i Region Sjælland mødes i aften

Flere V-medlemmer har meldt ud, at de ikke længere har tillid til Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen som partiets ledere.

Klokken 19.00 onsdag aften mødes Venstre i Region Sjælland til et møde om partiets fremtidige ledelse.

Der har været uro i partitoppen i Venstre i løbet af sommeren.

Dele af Venstres bagland ønsker en ny ledelse i partiet. De vil have formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen til at gå af. 

Onsdag klokken 19.00 holder Venstre i Region Sjælland møde om partiets fremtidige ledelse i Rønnede Golf Klub, som ligger mellem Næstved og Faxe på Sjælland.

Her vil regionens kommuneforeningsformænd deltage.

Jacob Jensen: Lyt til Venstres bagland

Jacob Jensen (V) er blandt dem, der har udtalt sig om det nuværende formandskab.

Mit eget bagland mødes i aften. Dem har jeg også tænkt mig at lytte til

Jacob Jensen (V), MF og regionsrådsmedlem, Region Sjælland

Tirsdag sagde han i en skriftlig kommentar til Berlingske, at formandskabet skal lytte til og tage bestik af, hvad Venstres bagland kommer med af meldinger fra møder rundt om i landet i disse dage.

Det er en pointe, han gentog forud for dagens møde i Venstres folketingsgruppe.

- Venstre er et parti bygget op om medlemmer. De medlemmer vælger vores tillidsvalgte. Det er dem, som jeg opfordrer til, at vi lytter præcist til - også ledelsen.

- Mit eget bagland mødes i aften. Dem har jeg også tænkt mig at lytte til. Man skal respektere dem, der er valgt og har fået tillid. De kæmper med næb og kløer. Det skal man lytte til og respektere, siger Jacob Jensen til TV 2.

De opfordrer Løkke og Jensen til at trække sig

  • Venstres 23 hovedbestyrelsesmedlemmer i Region Midtjylland
  • Preben Bang Henriksen, medlem af Folketinget

  • Carsten Kissmeyer, forsyningsordfører

  • Jacob Jensen, miljøordfører

  • Jørgen Winther, regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og forhenværende folketingsmedlem

  • Susanne Green, bestyrelsesformand for Venstre i Aarhus

  • Ib Lauritsen, borgmester i Ikast-Brande Kommune

    Kilde: TV 2

Jyske medlemmer har mistet tilliden

Som det første Venstre-folketingsmedlem meldte Carsten Kissmeyer fra Midtjylland tirsdag eftermiddag ud offentligt, at han vil have Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen til at trække sig fra posterne som formand og næstformand for partiet Venstre.

Få timer senere meldte folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) også ud, at han har mistet tilliden til formandsskabet.

Ordene fra Bang Henriksen og Kissmeyer kommer samme dag, som alle 23 medlemmer af hovedbestyrelsen i Venstre i Midtjylland offentligt har meldt ud, at også de har mistet tilliden til Jensen og Løkke Rasmussen som ledere af partiet.

Tidligere på måneden har de øvrige fire regioner i landet haft rådslagninger om partiets tilstand, hvorfra det har været småt med oplysninger om holdningen - dog med undtagelse af mødet i Region Midtjylland mandag. Det har været det eneste sted i landet, hvor regionens kommuneformænd besluttede direkte at opfordre både formand og næstformand til at trække sig.

Kristian Jensen kritiserede SV-regering

Det var Kristian Jensen, der for alvor kickstartede krisen med et interview i Berlingske, hvor han gik direkte imod Lars Løkkes tanker om en SV-regering.

Venstres nestor, Claus Hjort Frederiksen, opfordrede efterfølgende på et dramatisk sommergruppemøde den 9. august Kristian Jensen til at trække sig som partiets næstformand. Han mente, at næstformanden undsagde formand Lars Løkke Rasmussen med interviewet i Berlingske.

Kristian Jensen afviste dog at trække sig, og efterfølgende er der blevet lavet et notat, der klarlægger arbejdsfordelingen i Venstres politiske ledelse.

De har tidligere udtalt deres opbakning til Løkke som fortsat formand

  • Birthe Rønn Hornbech, forhenværende folketingsmedlem
  • Lars Christian Lilleholt, medlem af Folketinget

  • Jakob Ellemann-Jensen, politiske ordfører

  • Troels Lund Poulsen, finansordfører

  • Sophie Løhde, sundhedsordfører

  • Hans Andersen, beskæftigelsesordfører

  • Marcus Knuth, arktisk- og Grønlandsordfører

  • Anne Honoré Østergaard, ordfører for afbureaukratisering

  • Martin Geertsen, erhvervsskatordfører

  • Christoffer Aagaard Melson, it- og telekommunikationsordfører

  • Karen Ellemann, udviklingsordfører

  • Jan E. Jørgensen, EU-ordfører

  • Jane Heitmann, psykiatri- og ældreordfører

  • Tommy Ahlers, erhvervsordfører
     

Kilde: TV 2

Louise Schack Elholm - Det må stå for egen regning

Et par dage senere var Claus Hjort Frederiksen dog ude med riven igen og skrev i et Facebook-opslag, at det delte formandskab er forbi.

Den udtalelse mødte ikke opbakning alle steder i Venstre og blandt andet Louise Schack Elholm mente, at det må stå for hans (Claus Hjort Frederiksen, red.) egen regning endnu en gang.

I aften er det så endnu engang en del af det organisatoriske bagland i Venstre, der skal mødes i Region Sjælland og vende uroen i partiet. 

Hverken folketingspolitiker Louise Schack Elholm, regionsformand Elo Jensen eller næstformand Knud Vincentz, der i 2014 begge var på Kristian Jensens side i forsøget på at vælte Lars Løkke Rasmussen, har ønsket at udtale sig inden mødet i aften.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App