Unge røvede og franarrede 41.000 kroner fra 43-årig mand

Seks unge i alderen 16 til 20 skal for Retten i Næstved. De er tiltalt for at røve og bedrage en 43-årig mand fra Sorø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gennem en periode på et halvt år havde en gruppe på seks unge held med at bedrage en 43-årig mand gentagne gange.

Og ikke nok med det. De røvede ham også på åben gade. Det skriver Sjællandske.

De seks unge – to piger og fire drenge - i alderen 16 til 20 år oprettede en falsk Facebook-profil, hvorigennem de kom i kontakt med den 43-årige mand fra Sorø.

Alle seks unge er nu tiltalt for flere forhold af bedrageri, ligesom der også foreligger sigtelser på røveri og forsøg på samme mod den 43-årige.

Franarret 41.000 kroner

Røveriforsøget fandt ifølge Sjællandske sted i december 2015, hvor tre af drengene og én af pigerne deltog. Her fik den 43-årige afværget forsøget ved at råbe op og køre frem mod de unge med sin rollator. Men allerede dagen efter prøvede de unge igen, og denne gang deltog de alle seks. De truede med en bushammer og fik fat i mandens hævekort og mobiltelefon.

I alt har de unge mennesker bedraget og røvet den samme mand for 41.000 kroner. Derudover er de også tiltalt for hærværk mod en T. Hansen og tyveri fra flere personbiler.

Sagen skal for Retten i Næstved torsdag. Der er tale om en tilståelsessag.


Nyhedsoverblik