Unge DF’ere samler penge ind til cirkuselefanter i karantæne

Cirkuselefanterne i karantæne lider så meget, at Dansk Folkepartis Ungdom nu har startet en indsamling. Målet er at købe dem til frihed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Cirkuselefanterne fra Cirkus Arena har stået i karantæne siden sidste år – altså snart ni måneder.

Deres dyrlæge har tidligere advaret om, at de mistrives i stalden og får det dårligere for hver dag, der går.

Nu melder Dansk Folkepartis Ungdom sig på banen. De vil nemlig redde elefanterne ved at iværksætte en indsamling, fortæller den lokale formand i Vestsjælland, Mathias S. Petersen.

- De her elefanter står jo bare inde i nogle stalde opmagasineret uden at blive aktiveret enten i cirkus eller i det fri. Derfor vil vi samle penge ind til, at de kan købes fri, siger han og tilføjer:

quote Vi står simpelthen i sådan en uklar situation, og det er der ikke nogen dyr, der fortjener

Mathias S. Petersen, Dansk Folkepartis Ungdom

- Vi står simpelthen i sådan en uklar situation, og det er der ikke nogen dyr, der fortjener.

Forbød dyr – men fandt ingen løsning

Årsagen til, at de tre elefanter stadig står i en stald i Slagelse, er, at den forhenværende regering sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti forbød eksotiske dyr som elefanter og zebraer i cirkus sidste år.

Benny Berdino og elefant
Læs også
Elefanter mistrives - nu overvejer Cirkus Arena at tage dem på turné igen
Benny Berdino og elefant
Læs også
Elefanter mistrives - nu overvejer Cirkus Arena at tage dem på turné igen

Den politiske aftale er dog ikke udmøntet i en konkret lovgivning endnu.

Samtidig kan Cirkus Arena og staten ikke blive enige om prisen på en kompensation for et dyrt elefantanlæg, Cirkus Arena kræver. Knuthenborg Safaripark har ellers sagt ja til at tage imod elefanterne.

Dansk Folkepartis Ungdom vil nu samle penge ind, så man kan købe elefanterne ud af fangenskab. Derfor har de startet en indsamling, som de skriver om på deres Facebook-side.

- I medierne har der været ytret, at der er et stort spænd mellem, hvad cirkus forlanger for dem, og hvad folk eventuelt er villige til at give for dem. Så det kunne være en mulighed, at der blev samlet nogle penge sammen fra privat side af, så man kunne finde en løsning på den her problematik, siger Mathias S. Petersen.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.

Ung DF’er: Det er ikke holdbart

Lige nu står de tre elefanter i karantæne, indtil parterne finder en løsning. Men det er ikke godt nok ifølge Jeremy Bo Pedersen, der er hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkepartis Ungdom.

- Vi føler ikke, det er holdbart, at man på den måde fra politikerne og lovgivernes side lidt spiller bold med elefanternes liv. For det er dem, der i sidste ende stadig står opstaldet i karantæne. De har ikke fået en vished over, hvilken fremtid de skal leve under, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Sille Roulund - TV2 ØST

Da der ikke er gennemført en ny lovgivning om forbuddet af vilde dyr, kan elefanterne godt blive i manegen. Men Cirkus Arena har udvist god vilje ved at sende dem i karantæne.

Afviser statens tilbud

Den tidligere regering har som et led i finansloven tilbudt, at staten køber Cirkus Arenas tre elefanter samt en elefant fra Cirkus Trapez for i alt syv millioner kroner.

Men ifølge DR har cirkusdirektør Benny Berdino fra Cirkus Arena afvist statens tilbud. Deres smertegrænse for de tre elefanter er nemlig 20 millioner kroner.

Jeremy Bo Pedersen kan godt forstå, at Cirkus Arenas kræver så høj en kompensation.

- Det kan vi sådan set også godt sætte os ind i, for Cirkus Arena har haft nogle store udgifter til de her elefanter og stadig har det. Så vi kan sagtens sætte os ind i, at de gerne vil kompenseres for det, siger han.

Cirkuselefanter
Læs også
Tvist om penge holder cirkuselefanter i stalden – nu indkalder ministeren til møde
Cirkuselefanter
Læs også
Tvist om penge holder cirkuselefanter i stalden – nu indkalder ministeren til møde

Ifølge fødevareminister Mogens Jensen (S) er beslutningen om, at elefanterne skal i karantæne, en beslutning, som Cirkus Arena selv har taget.

quote Nu må vi se, hvor langt vi kan nå ud, og en lille hjælp er trods alt stadig en hjælp

Mathias S. Pedersen, Dansk Folkepartis Ungdom

- Der er intet til hinder for, at de tager med rundt på turné, når der ikke er et forbud endnu. Jeg vil selvfølgelig gøre mit for at finde en god løsning for elefanterne, sagde Mogens Jensen den 27. juli til TV2 ØST.

Efterfølgende mødtes fødevarerministeren med cirkusdirektørerne den 5. august.

Miljø- og Fødevareministeriet oplyser til TV2 ØST, at der kom noget ud af mødet, men parterne er endnu ikke klar til at melde noget ud. Det vil dog ske i den nærmeste fremtid, lyder det.

Skal indsamler tocifret millionbeløb

Den høje pris betyder dog, at Dansk Folkepartis Ungdom skal samle et tocifret millionbeløb ind med deres indsamling. Ellers kan elefanterne ikke blive købt fri.

- Der har været nogle forskellige tal i pressen. Men det er i hvert fald et tocifret millionbeløb, vi har med at gøre, lader det til. Og jeg har svært ved at sige, om det er realistisk, at vi kan komme derop, siger han og tilføjer:

- Men jeg tror egentlig, danskerne er villige. Hvis de bliver råbt op, og hvis budskabet kommer ud i medierne og Facebook, så tror jeg, folk er klar til at spytte i med et forholdsvist stort beløb.

DERFOR ER ELEFANTERNE I KARANTÆNE

Flere af TV2 ØST's brugere har undret sig over, at det er nødvendigt at holde Cirkus Arenas elefanter i karantæne, indtil de kan komme til Knuthenborg Safaripark. Men det er der en god grund til, forklarer Knuthenborgs chefzoolog Rasmus Nielsen.

 

Knuthenborg har cirka 700 dyr og kender sundhedsdata på dem alle grundigt. Når de modtager dyr fra andre steder, modtager de fyldestgørende prøver fra dyrene, som samtidig er i karantæne inden. Det sker både for at sikre, at det er sunde og raske dyr, man modtager, men også for at undgå, at nye dyr bringer sygdomme til parkens øvrige dyr.

 

Dette gælder også for elefanter, og her er det især risikoen for tuberkulose, man er opmærksom på.

 

- For at kunne bibeholde tilbuddet om at tage imod elefanterne, er vi nødt til at have en garanti for, at de fortsat er tuberkulosefri. Derfor har vi opfordret til, at elefanterne ikke flyttes fra deres matrikel, siger Rasmus Nielsen.

 

Hvis elefanterne kommer i kontakt med andre dyr eller fremmede mennesker, er der risiko for, at de smittes med for eksempel tuberkulose.

- Tager man dem ud af karantæne, vil man skulle igennem hele processen én gang til, forklarer Rasmus Nielsen

 

Et fyldestgørende helbredstjek af elefanter er en meget omkostningsfuld og omstændig affære, forklarer han. Men først og fremmest er det ikke risikofrit for elefanterne.


- Det kræver, at man sederer dem, altså at man semi-bedøver dem. Det indebærer også en risiko. Hver gang du bedøver et dyr, risikerer du, at der går noget galt, og at dyret dør. Derfor skal man bestræbe sig på at sedere dyr så få gange som overhovedet muligt, siger chefzoolog Rasmus Nielsen.

Også Mathias S. Pedersen krydser fingre for, at de kan få overbevist danskerne om at støtte frihedsprojektet.

- Nu må vi se, hvor langt vi kan nå ud, og en lille hjælp er trods alt stadig en hjælp, siger han.

Vil støtte bedre dyrevelfærd uanset hvad

Indsamlingen løber fra nu af og et halvt år frem.

Hvis Dansk Folkepartis Ungdom ikke får samlet nok penge sammen, så lover Jeremy Bo Pedersen, at pengene ikke bliver spildt.

De bliver nemlig doneret til en organisation, som arbejder for bedre dyrevelfærd.

- Vi vil gerne være med til at råbe op om, når dyr ikke bliver behandlet ordentligt. Og det er ikke kun cirkuselefanter. Det kunne også være i alle mulige andre situationer.

Du kan herunder se indslaget fra 27. juli, hvor elefanternes dyrlæge fortæller om sin bekymring for dyrene.

Det er endnu ikke fundet en løsning for de pensionerede cirkuselefanter der nu står i karantæne på ottende måned. Nu slår elefanternes dyrlæge alarm.  Dyrene mistrives og forholdene i karantæne-stalden er på kant med dyreværnsloven, mener dyrlægen og efterspørger hurtig politisk handling

Nyhedsoverblik