Ny undersøgelse: Unge bliver boende i regionen efter uddannelse

En ny undersøgelse, foretaget af Damvad Analytics, viser, at 87 procent af de studerende på professionshøjskolen Absalon i Nykøbing Falster stadigvæk er bosat i kommunen et år efter, at de er færdiguddannet.

Mange studerende på professionshøjskoler, der flytter til regionen, bosætter sig i kommunen før og efter uddannelse, viser ny rapport.

Mads Romme er vokset op i Guldborgsund Kommune. Og når han er færdig med sin uddannelse om tre år, regner han med at blive boende i Nykøbing Falster.

- Jeg er meget glad for at bo her i Nykøbing, siger Mads Romme, der er ved at uddanne sig til pædagog på professionshøjskolen Absalon i Nykøbing Falster.

Men han er ikke alene. For mange af de studerende, der flytter til regionen for at uddanne sig på professionshøjskoler, bliver boende, før og efter de har færdiggjort deres uddannelser. 

Næsten 14 procent af de unge, der starter på professionshøjskolen Absalon i Slagelse, Sorø, Guldborgsund og Vordingborg, flytter til kommunen i deres studietid. Og godt 57 procent af tilflytterne er stadigvæk bosat i lokalområdet et år efter endt uddannelse.

Når vi har været i praktik, er der tit nogle, der får tilbudt, at man kan få job der, hvor man har været i praktik

Ida Wollenberg, pædagogstuderende på professionshøjskolen Absalon i Nykøbing Falster

Det viser en ny undersøgelse, som Damvad Analytics har lavet for danske professionshøjskoler.

Undersøgelsen viser, at næsten to ud af tre studerende fra professionsuddannelserne bor i den kommune, de studerer i, og mange af dem bliver boende i lokalområdet efter endt uddannelse.

Mange fravælger de større byer

Også Ida Wollenberg, der er flyttet til Nykøbing Falster fra Sønderjylland, planlægger at blive boende i lokalområdet, når hun er blevet færdig med pædagoguddannelsen.

- Når vi har været i praktik, er der tit nogle, der får tilbudt, at man kan få job der, hvor man har været i praktik, så det giver god mening, at man har lyst til at blive boende tæt på ens arbejde, siger Ida Wollenberg.

Undersøgelsen viser, at et gennemsnit på 74,5 procent af alle de studerende fra professionshøjskolen Absalon i Slagelse, Næstved, Guldborgsund og Vordingborg stadigvæk er bosat i lokalområdet et år efter, at de har afsluttet deres uddannelse. Mange af de unge fravælger nemlig at flytte til de større byer.

- Jeg tænker, at Nykøbing er en by i udvikling. Der sker meget hernede, og der bliver gjort meget for at skabe muligheder og uddannelser, så jeg synes egentlig bare, at den udvikling skal fortsætte, og at man skal være med til at støtte op omkring det, fortæller Maiken Christensen, der studerer pædagogik på professionshøjskolen Absalon i Nykøbing Falster.

Der er meget, meget store ansøgertal til de her uddannelser. De vil rigtig gerne tage uddannelserne der, hvor vi har lagt dem.

Camilla Wang, rektor for professionshøjskolen Absalon

Flere uddannelser til regionen

Der er kommet flere professionsuddannelser til i vores region i løbet af de sidste tre år, og det giver god mening, mener Camilla Wang, der er rektor på professionshøjskolen Absalon.

- Når nu vi ved, at det er sådan, at rigtig mange unge mennesker faktisk gerne vil tage en uddannelse i nærheden af, hvor de bor, og at der er rigtig mange arbejdspladser, der har brug for dem bagefter, så er det ret afgørende, at vi har et uddannelsestilbud rigtig mange forskellige steder i regionen, siger Camilla Wang, rektor for professionshøjskolen Absalon.

Artiklen fortsætter under billedet.

Camilla Wang, der er rektor på professionshøjskolen Absalon, siger, at skolen de seneste tre år har spredt uddannelser ud over hele regionen.

I løbet af de sidste tre år har professionshøjskolen Absalon forsøgt at sprede uddannelserne ud over hele regionen.

- Der er meget, meget store ansøgertal til de her uddannelser. De vil rigtig gerne tage uddannelserne der, hvor vi har lagt dem. Vi har blandt andet åbnet en diplomingeniør- og en bioanalytikeruddannelse i Kalundborg, og det er en by, der aldrig har haft videregående uddannelser før. Vi har etableret en sygeplejerskeuddannelse i Holbæk fra i sommer og for et par år siden en socialrådgiveruddannelse i Slagelse, siger Camilla Wang.

Undersøgelsen viser, at 87 procent af de studerende på professionshøjskolen Absalon i Nykøbing Falster stadigvæk er bosat i kommunen et år efter, at de er færdiguddannet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App