To unge mænd fra området omkring Nakskov sidder anholdt, efter de onsdag aften overfaldt og kniv-truede en kun 15-årig dreng til tavshed i en voldssag.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Hændelsen fandt sted onsdag aften klokken 20.32 ved Byskolen i Jernbanegade i Nakskov.
Her blev den 15-årige passet op af de to på 16 og 17 år i en bil. De to mente, at de tre havde et mellemværende i forhold til en gammel voldssag.
De to unge mænd endte med at sparke den 15-årige og true ham med en kniv.
Politiet anholdt senere samme aften den 17-årige, der blev varetægtsfængslet, mens den 16-årige blev anholdt fredag aften.
Han blev lørdag varetægtsfængslet i 10 dage i surrogat.