Ung mand får fængsel for tusindvis af børnepornofotos

En mand er blevet idømt otte måneders fængsel for besiddelse af over 200.000 pornografiske billeder af børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ikke mindre end 209.695 billeder og 9622 videoer med børneporno.

Det var, hvad politiet fandt, da betjente i juni sidste år ransagede en adresse i Slagelse.

Indehaveren af det børnepornografiske materiale - en 25-årig mand - er tirsdag blevet idømt otte måneders fængsel ved Retten i Næstved.

Det oplyser mandens forsvarer, advokat Ulrik Sjølin.

Foruden at være i besiddelse af børneporno er manden også blevet dømt for at have uploadet børneporno via en fildelingstjeneste.

Overvejer om sagen skal for retslægerådet

Ved dommen lagde retten vægt på mængden og karakteren af billederne, fortæller advokat Ulrik Sjølin.

På den anden side var hovedpersonens personlige forhold med til at trække ned i dommen.

Således er manden frivilligt begyndt i behandling for sine seksuelle tilbøjeligheder.

- Jeg procederede for seks måneders fængsel, så vi var ikke meget overraskede over dommen. Nu overvejer vi, hvad vi skal gøre efterfølgende, siger Ulrik Sjølin.

Han henviser til, at hans klient har autisme, og ifølge advokaten er det usandsynligt, at den 25-årige mand egner sig til en fængselsstraf.

Han er dog allerede blevet erklæret strafegnet i forbindelse med retssagen.

- Han er strafegnet. Men vi vil overveje, om vi i forbindelse med en eventuel ankesag vil have sagen forbi retslægerådet, siger Ulrik Sjølin.


Nyhedsoverblik