Ung mand blev skubbet ud af sin bil af flugtfange

Natten til søndag stjal en fange på flugt fra Jyderup Statsfængsel en ung mands bil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort efter klokken et natten til søndag var en 19-årig mand fra Asnæs udsat for et noget spektakulært biltyveri.

Den unge mand stod lige ved siden af sin bil på Jernbanevej i Holbæk og havde efterladt sine nøgler siddende i tændingen. Pludselig kom en fremmed mand og sprang ind i bilen.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Efter at være sprunget ind i bilen, kørte manden derfra, mens bilens 19-årige ejer forsøgte at standse biltyveriet. Han kastede sig ind i bilen, men blev skubbet ud af tyven, og derefter blev tyveriet meldt til politiet.

Var flygtet fra fængsel

Ganske kort tid derefter fik en patrulje kontakt med den stjålne bil, men biltyven forsøgte at køre fra dem. Det blev kun til en kort biljagt, som endte i en haveforening i Rørvandsparken, hvorfra biltyven forsøgte at stikke af til fods. Også den jagt blev kort, for manden blev hurtigt indhentet og anholdt.

Og det viste sig, at den anholdte mand havde en god grund til at forsøge at slippe væk fra politiet. Manden – 39 år og fra Glamsbjerg – var nemlig flygtet fra Jyderup Statsfængsel samme aften. Derudover var han også påvirket af spiritus.

Den 39-årige mand blev sigtet for at flygte fra fængslet, for biltyveri, for spirituskørsel og for at have sat den 19-årige bilejer i fare.

Politiet afleverede den anholdte mand til Kriminalforsorgen, så han kunne fortsætte med at afsone sin fængselsstraf.


Nyhedsoverblik