Ung forfatter går i Kierkegaards fodspor: - Jeg har arbejdet på bogen dag og nat i syv år

En ung mand fra Faxe vil genskabe kunsten. Han har netop udgivet en filosofisk novelle- og digtsamling inspireret af sit store idol Søren Kierkegaard.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den evige evighedsmaskine.

Sådan lyder titlen på en ny bog skrevet af en bare 22-årig forfatterspire fra Faxe.

- Jeg har arbejdet på bogen dag og nat i syv år, så det er virkelig fedt at se det endelige resultat, lyder det begejstret fra Awara Watmanzadeh, som er hjernen bag udgivelsen.

Den 22-årige mand af kurdisk afstamning er en eftertænksom type. Det mærkede han allerede som 5-årig, da han begyndte at filosofere om livet og døden.

- Så begyndte jeg at digte lidt. Men det blomstrede først for alvor, da jeg læste min første bog i 7. klasse. Jeg blev fanget og tænkte, hvorfor skriver jeg ikke mine egne historier, fortæller Awara Watmanzadeh. 

Artiklen fortsætter under billederne.

 
  Foto: Anders Garde - TV ØST
Klip fra Awara Watmanzadehs nye bog.
Klip fra Awara Watmanzadehs nye bog. Foto: Anders Garde - TV ØST

Vil genskabe kærligheden

Dengang kendte han ikke Søren Kierkegaard. Men en lokal forfatter og ven mente, hans stil mindede meget om den berømte danske eksistentialists. Og så blev den unge skribent stor fan.

- Vi har haft de samme grundtanker omkring mennesket. Og vi har lidt den samme måde at skrive på. Der er en relation mellem mig og Søren Kierkegaard, mener den unge forfatter.

quote Interessen for kunst er død, og det er virkelig ærgerligt. Kunst kan være meget smukt

Awara Watmanzadeh, forfatter, Faxe

Awara Watmanzadeh skriver om netop filosofi, kærlighed og kunst i sin bog "Den evige evighedsmaskine". En novelle- og digtsamling med afsæt i egne oplevelser. 

Missionen er intet mindre end at genskabe kærligheden, kunsten og livsglæden hos mennesket. En mangel hos især den unge generation, mener han.

- Interessen for kunst er død, og det er virkelig ærgerligt. Kunst kan være meget smukt, og for bare 100 år siden elskede folk kunst. Det vil jeg gerne genskabe, erklærer den ambitiøse skribent, der allerede nu arbejder på at skrive flere bøger.

Han kunne ikke få et forlag til at udgive "Den evige evighedsmaskine", medmindre der blev ændret i den, så han valgte selv at udgive værket. Det kan købes i internetboghandlen Saxo som e-bog eller på tryk.


Nyhedsoverblik