Undervisningsministeren på besøg i Slagelse

Undervisningsministeren var i dag på besøg på flere skoler på Sjælland for at tale om skolereformen. En af dem var Nymarkskolen i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Slagelse fik i dag fint besøg af undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) og Kommunernes Landsforening.

De besøgte Nymarkskolen i Slagelse for at tale erfaringer med ekstra idræt og bevægelse i skolen efter skolereformen trådte i kraft i 2014.

Her er den lokale skole nemlig et af de gode eksempler. De har tilføjet tre ekstra idrætstimer om ugen, så hver klasse i alt har fem timer. Og det har indtil videre givet gode resultater.

- I hverdagen giver det en mere rolig skole, fordi eleverne er mere læringsparate. Det gør også det, at lærerne har lettere ved at undervise eleverne, så vore læringsmiljø er blevet bedre, siger skoleleder René Nielsen.

Det var netop noget af det, ministeren var kommet for at høre om.

- Her har man særlig gjort noget ud af samarbejdet med foreningerne og dermed fået idrætslivet til at fungere. Jeg synes, det er rigtig inspirerende at se, hvor stærkt et samarbejde man kan få, og til stor glæde for eleverne.

Samarbejde med foreningerne

I dag var Volleyklubben Vestsjælland også på besøg hos Nymarkskolen. De er en del af de 10 partnerskabsaftaler som Slagelse Kommune har lavet med lokale foreninger. Her besøger de kommunens skoler med specieltilrettelagte volleyballforløb, og det er noget, de indtil videre har haft stor glæde af.

- Vi har siden 2010 fordoblet vores medlemstal på ungdomssiden, så det er klart, vi ser en effekt af det, siger Kim Buchwald, ungdomskonsulent i Volleyklubben Vestsjælland.

Efter Ellen Trane Nørby både havde talt med skoleleder, elever og volleyballklubben kunne hun tage flere gode ting med sig til Christianborg.

- Det er jo, at det faktisk kan lykkes at få et stærkt samarbejde mellem foreningslivet og skolerne, og man også kan lykkes med at få flere medlemmer i foreningerne, for det er jo også noget af den frygt, der har været, siger Ellen Trane Nørby.


Nyhedsoverblik