Ulykkestog skal destrueres i respekt for de afdøde

00:32

Efter ulykken, som er den største togkatastrofe i Danmark i over 30 år, blev vraget transporteret til et værksted i Aarhus. Video: TV2 ØST

Toget fra den største togkatastrofe i Danmark i 30 år hugges op, og tognummeret er ikke længere i brug.

Toget fra togulykken 2. januar på Storebæltsbroen, der kostede otte passagerer livet, kommer ikke ud at køre igen.

Det står til at blive hugget op og destrueret. Det skriver Avisen Danmark.

- Vi har besluttet, at når Havarikommissionens endelige rapport kommer, skal toget destrueres fuldstændigt. Det skal bare ikke ud at køre igen, siger Per Schrøder, direktør for drift i DSB, til avisen.

Efter ulykken, som er den største togkatastrofe i Danmark i over 30 år, blev vraget transporteret til et værksted i Aarhus.

  Foto: Ivan Nielsen - TV ØST

Efter at politiet og Havarikommissionen har undersøgt toget, er det pakket ind i plastik og overgivet til forsikringsselskabet.

- Toget kunne muligvis godt renoveres, men det er totalskadet.

- Der er følelser i det her modsat en brand i et tog, og i respekt for de afdøde, pårørende og personalet skal intet genbruges, siger Per Schrøder til avisen.

Han understreger dog, at den endelige beslutning ligger hos forsikringsselskabet.

Nummer ændret på togafgang

Ligesom efter en flykatastrofe, hvor de ulykkesramte flyafganges numre tages ud af brug, gælder det samme for ulykkestoget.

Afgangen klokken 5.19 fra Aarhus 2. januar hed ICL 210, men den afgang har siden ulykken heddet ICL 212.

- For mig har det været helt naturligt at ændre nummeret på togafgangen. Vi gør det af hensyn til personale og kunder, for at de ikke skal associere sig med togkatastrofen, siger Per Schrøder til Avisen Danmark.

Her skete ulykken den 2. januar. Foto: Nick Abildgaard - TV ØST

De foreløbige resultater fra Havarikommissionen tyder på, at en kombination af kraftig vind på dagen og en utilstrækkelig låsemekanisme var skyld i ulykken.

Undersøgelserne tyder på, at en trailer fra et forbikørende godstog rev sig løs på lavbroen og ramte lyntoget.

Havarikommissionens endelige rapport ventes klar omkring årsskiftet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App