Det var nødvendigt for morgenbilisterne på Vestmotorvejen at finde en alternativ rute omkring Sorø.
For et færdselsuheld spærrede mandag morgen motorvejen totalt mellem frakørsel 38 Slagelse Ø og 37 Sorø i østgående retning. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Uheldet skete omkring klokken 04.45. Ifølge politiet omkom en 48-årig mand ved ulykken. Han var passager i en varebil, der forsøgte at overhale en lastbil.
- Det var en varebil, der vil overhale en lastbil - en af de her store modultog. Af uvisse årsager går denne her overhaling galt, så varebilen rammer det bagerste venstre hjørne af lastbilen med det forreste højre hjørne af varebilen, fortæller Stefan Jensen, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den 48-årige mands pårørende er underrettet.
Kort før klokken 8.30 blev begge spor på motorvejen genåbnet, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Ifølge politiet var der fortsat kø både på motorvejen og landevejen i nærheden omkring klokken 09.30.