Køge Bugt Motorvejen er lige nu helt spærret i nordgående retning mellem afkørsel 32 Køge og afkørsel 31b Køge Nord på grund af et uheld.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Der er ikke umildbart nogen personer, som er i livsfare
- En lastbil og to-tre personbiler er involveret, siger Henrik Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Der er ikke umildbart nogen personer, som er i livsfare, tilføjer han.
Spærrer i flere timer
Lastbilen har ifølge politiet spildt noget olie i forbindelse med færdselsuheldet omkring afkørsel 31b.
- Derfor forsøger vi at lede færdslen af nede ved afkørsel 32, siger Henrik Olesen.
Politiet forventer, at oprydningen vil tage flere timer.
Ifølge Vejdirektoratet er der tæt kø på cirka to kilometer på strækningen frem mod uheldet. Derfor opfordrer politiet til, at man finder en anden rute.