En bil med en mor og hendes datter er tirsdag formiddag kørt ud over en skrænt og rullet rundt på Guldborgvej i Toreby ved Grænge.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
- Mor og datter kom selv ud af bilen. Det ser ud til, at de er sluppet heldigt fra hændelsen uden skader, men er begge kørt med til sygehuset, siger politiets vagtchef, Anders Mikkelsen.
Et øjenvidne beskriver over for TV ØST, at uheldet så meget voldsomt ud, og at flere ambulancer efterfølgende kørte til stedet med politieskorte.
Guldborgvej har været helt spærret på stedet, men er nu genåbnet.
Meldingen om uheldet indløb hos myndighederne klokken 8:35.