Udvist iværksætter starter nyt liv syd for grænsen

Newzealænderen Michael Visser fik i oktober sidste besked på at pakke sit liv i Nykøbing Falster ned efter tre år i landet. Nu forsøger han ar starte sit liv op igen i Hamborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Michael Visser drømte om at få bil, bolig og børn i Nykøbing Falster med sin danske kæreste Maria Hansen Maltesen. Men de drømme er nu sat på hold. New Zealandske Michael Visser er ikke længere velkommen i Danmark.

- Vi havde vore drømme og mål. Vi var klar til at slå os ned og stifte en familie, fortæller Michael Visser.

En fastgroet backpacker

Nu sover den 28-årige new zealænder på en sovesal med rejsende fra hele verden. Men mens de andre gæster på St. Pauli Backpacker Hostel i Hamborg rejser videre ud i verden, så bliver newzealænderen boende.

- Det her hostel har været mit hjem i en måned nu, fortæller Michael Visser.

Han håber, at han snart kan finde en lejlighed i byen med sin danske kæreste Maria Hansen Maltesen så han kan starte sit liv op fra ny.

Vi havde vore drømme og mål. Vi var klar til at slå os ned og stifte en familie, fortæller Michael Visser

Ansøgning blev afvist

Efter tre år i Danmark afviste Styrelsen for International Rekruttering og Integration Michael Vissers ansøgning om at få forlænget sin arbejds- og opholdstilladelse.

Han fik 25 dage til at pakke sit liv ned og forlade landet.

- Jeg troede ikke på det, jeg var sikker på, det var en joke, lyder det i dag fra Michael Visser.

Selvom han i dag kan snakke om oplevelsen med et smil, så var det en hård tid for ham.

- Det var en forfærdelig tid, jeg er stadig vred og frustreret over det, lyder det fra Michael Visser.

En selvstændig iværksætter

Michael Visser har levet af at drive sin australske it-virksomhed fra Nykøbing Falster. Han var i gang med at starte en ny virksomhed op i byen, da hans ansøgning om arbejdstilladelse blev afvist.

Begrundelsen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration var, at der ikke var en væsentlig dansk interesse i at driften af hans virksomhed skulle fortsætte i landet, og at hans virksomhed ikke har haft den forventede udvikling.

Nu vil Michael Visser i stedet starte sin virksomhed op i Tyskland, hvor han allerede nu føler sig bedre modtaget.

- I Tyskland vil de gerne have unge iværksættere. Der er slet ikke så meget bureaukrati, man skal overholde, det er allerede meget lettere.

Men for at sikre sig, at døren til Tyskland ikke også smækker i bag ham og hans firma, vil Michael Visser nu gå mere grundigt til værks.

- Jeg vil hyre en advokat, som kan repræsentere mig over for integrationsmyndighederne. Jeg tror egentligt ikke, det er nødvendigt her i Tyskland, men efter min oplevelse i Danmark, vil jeg hellere være helt sikker, lyder det fra Michael Visser.

Drømmen om Danmark lever stadig

I dag står alle parrets ting opbevaret i en container i Danmark, mens de leder efter en permanent bolig i Hamborg. De har valgt at bosætte sig tæt på den danske grænse som muligt, så de stadig kan bevare kontakten med Danmark.

- Det betyder meget for Maria, at hun kan se sin familie, og jeg kan beholde de venner og kontakter, jeg har fået de sidste tre år, siger Michael Visser.

Selvom fremtiden ser lysere ud for dem i Tyskland, så håber de stadig, at de en dag kan få lov at vende hjem til Danmark.

- Lige nu håber jeg selvfølgelig, at jeg får lov til at blive her i Tyskland og starte min virksomhed, men på lang sigt, så drømmer vi om at komme tilbage og bo i Danmark, det er et fantastisk land, slår Michael Visser fast.

Politisk

Marcus Knuth, udlændinge- og integrationsordfører for Venstre siger om Wisser-sagen, at Venstre gerne vil gøre det mere attraktivt og nemmere for udlændinge at komme til at arbejde i Danmark, men at reglerne er til for at undgå, at udlændinge flytter til Danmark for blot at starte virksomheder, som ikke genererer overskud. 


Nyhedsoverblik