Udvalg vil lægge skoler sammen: - Vi vil skabe en stærk, fælles folkeskole

I Guldborgsund vil man lægge Østre Skole og Lindeskovskolen sammen i Nykøbing Falster. Det lægger et politisk flertal nu op til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I fremtiden skal der ligge en ny, fælles skole på Østerbro i Nykøbing Falster. Og den skal være et læringsstærkt og kreativt kraftcenter i bydelen.

Sådan skriver Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse om planerne for sammenlægningen af Østre Skole og Lindeskovskolen, der skal gennemføres fra august 2020.

Det har et flertal i Børne-, Familie- og Uddannelsesudvalget nemlig besluttet at indstille til, efter de har afholdt et ekstraordinært udvalgsmøde onsdag.

Vil sikre bedre sammenhængskraft

Begrundelsen er, at man vil sikre en bedre sammenhængskraft på skoleområdet på Østerbro, samtidig med at man vil imødekomme mange familiers ønske til skolevalg.

quote Vi tror på, at vi kan skabe et endnu bedre skoletilbud for alle skolebørn i området ved at etablere én fælles skole

Simon Hansen (S), formand for Børne-, Familie- og Uddannelsesudvalget

Det forklarer udvalgets formand, Simon Hansen (S), i pressemeddelelsen.  

- Vi vil skabe rammerne for, at der kan arbejdes med et kulturelt og dannelsesmæssigt udviklingsspor for hele området, og vi tror på, at vi kan skabe et endnu bedre skoletilbud for alle skolebørn i området ved at etablere én fælles skole, udtaler han.

Ifølge pressemeddelelsen kommer indstillingen i forbindelse med en politisk aftale mellem Guldborgsundlisten, Socialdemokratiet, Venstre, SF og Enhedslisten.

Vil nedbrinde andel af tosprogede elever

Idéen til sammenlægningen har været på tegnebrættet siden april i år. Man håber nemlig, at sammenlægningen kan være med til at nedbringe andelen af tosprogede elever på Lindeskovskolen.

Skolen er nemlig kendetegnet ved, at der i flere af indskolingsklasserne udelukkende går elever med anden etnisk baggrund end dansk. Børn med danske forældre og baggrund har nemlig fravalgt skolen gennem flere år.

quote Vi synes, det er rigtig ærgerligt, at en bydel som Østerbro er splittet, i forhold til hvilken skole børnene skal gå på

Simon Hansen (S), formand for Børne-, Familie- og Uddannelsesudvalget

Den udvikling vil man gerne ændre, forklarer udvalgsformand Simon Hansen (S).

- Vi kunne se, at Lindeskovskolen desværre har været en fravalgsskole. Der er rigtig mange forældre, der vil have deres børn ind på Østre Skole. Og vi har også nogle år måtte skuffe nogle forældre og sige; Det har vi desværre ikke mulighed for at imødekomme, siger han og tilføjer:

- Vi synes, det er rigtig ærgerligt, at en bydel som Østerbro er splittet i forhold til, hvilken skole børnene skal gå på. Vi vil gerne skabe en stærk, fælles folkeskole for Østerbro som bydel, og vi håber, borgerne vil bakke op om det.

Lindeskovskolen har også i længere tid haft ry for at være en dårlig skole, hvor der var dårlig trivsel. 

Lagde først op til to skoler for store og små

Politikerne i Børne-, Familie- og Uddannelsesudvalget har tidligere lagt op til, at det nye, samlede skoledistrikt skulle bestå af de to skoler, Østre Skole og Lindeskovskolen. På den ene matrikel kunne de yngste elever gå, mens de ældste kunne gå på den anden matrikel.

Men efter forslaget har været i høring, er udvalget kommet på andre tanker.

Størstedelen af høringssvarene pegede nemlig på, at en fælles skole på én matrikel var løsningen, hvis man ville sikre vi-kulturen blandt eleverne og personalet. Og vi-følelsen er vigtig at skabe, forklarer Simon Hansen (S).

Læs også
Elever er positive overfor skolesammenlægning: - Bare vi beholder vores klasser
Læs også
Elever er positive overfor skolesammenlægning: - Bare vi beholder vores klasser

- Det er rigtig vigtigt, at der ikke er sådan en dem og os-kultur. Vi skal finde det bedste fra de to kulturer og smelte det sammen, så vi får en rigtig stærk skole. Vi skal have en skole, som alle kan stå sammen om. Det er vores politiske ambition, siger han.

Derfor foreslår udvalget nu, at man placerer den nye fælles skole på Lindeskovskolens matrikel, efter den er blevet udbygget og renoveret.

Artiklen fortsætter under billedet.

På Lindeskovskolen i Nykøbing Falster går knap 200 elever. 80 procent af dem har anden etnisk baggrund end dansk. Arkivfoto.
På Lindeskovskolen i Nykøbing Falster går knap 200 elever. 80 procent af dem har anden etnisk baggrund end dansk. Arkivfoto. Foto: Lasse Skovgaard - TV ØST

Hos Enhedslisten er man tilfredse med at samle skolen på Lindeskovskolens matrikel, forklarer udvalgsmedlem Bente Lerche-Thomsen (EL).

- Udover egen hal og en god funktionel skolebygning har Lindeskovskolen langt bedre udearealer. Blandt andet et skovareal til undervisning og udflugter. Desuden er der et rigtig godt samarbejde med områdets daginstitutioner, og det er virkelig værd at bygge videre på, udtaler hun.

Udvalgets indstilling skal nu behandles i Økonomiudvalget på et ekstraordinært møde og siden i byrådet den 20. juni.


Nyhedsoverblik