Udenlandske chauffører presser de danske: - Vi er en døende race

Danske vognmænd advarer mod jobtab til udenlandske chauffører. Nu ønsker de klare regler på området forud for det kommende EU-valg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi er alle sammen presset, se bare på vores regnskaber.

Sådan siger vognmand Jan Åkerman fra Gørlev om situationen i den danske transportbranche. Han er direktør i Jan Åkerman Transport A/S og mærker tydeligt, hvordan flere arbejdsopgaver for hans 10 chauffører de seneste år er forsvundet.

Tidligere havde den vestsjællandske vognmandsvirksomhed en fast lastbil, der kørte ture til udlandet. Men den tid er forbi.

quote Det har aldrig været meningen, at man skulle kunne tage en chauffør fra Bulgarien og placere ham i Danmark for at køre til Sverige

Jan Åkerman, vognmand

- Vi havde mange ture til Stockholm, men sådan er det ikke mere, siger Jan Åkerman og peger på konkurrencen fra udenlandske chauffører, der kører til en markant lavere løn end danske chauffører, som den primære årsag til færre opgaver i ordrebogen.

- Det har aldrig været meningen, at man skulle kunne tage en chauffør fra Bulgarien og placere ham i Danmark for at køre til Sverige.

- Jeg kan jo ikke spise mine chauffører af med 10.000 om måneden. Så har jeg dem ikke ret længe, siger Jan Åkerman.

Derfor frygter han for virksomhedens fremtid, mens billigere arbejdskraft fra andre EU-lande bliver ved med at påvirke især de mindre danske vognmandsfirmaer.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jan Åkerman, vognmand.
Jan Åkerman, vognmand. Foto: TV2 ØST

- På et tidspunkt er man nødt til at trække stikket på nogle af tingene, hvor man enten drosler ned eller sælge tingene fra, siger Jan Åkerman.

Virksomheder har lidt skade

Vognmanden fra Gørlev er langt fra den eneste, som føler sig presset af konkurrencen fra udenlandske chauffører.

En ny undersøgelse foretaget af brancheforeningen Danske Vognmænd, DTL, viser, at halvdelen af de adspurgte DTL-vognmænd mener, at deres forretninger har lidt skade på grund af konkurrence fra østeuropæiske lastbiler.

110115_lastbiler.jpg
Læs også
Danske rastepladser flyder over i udenlandske lastbiler
110115_lastbiler.jpg
Læs også
Danske rastepladser flyder over i udenlandske lastbiler

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.621 medlemmer, hvor 433 har svaret.

Desuden svarer hver tredje vognmand, at de har lagt forretningen om som følge af konkurrencen fra udenlandske chauffører.

Overordnet set er antallet af ansatte i transportbranchen blevet mindre siden 2008. I perioden 2008 til 2017 er antallet af udenlandske chauffører dog vokset.  

Direktør: Vilkårene er fuldstændig uacceptable

Især de seneste ti år har små vognmandsfirmaer kæmpet mod EU's cabotageregler, der i en begrænset periode gør det muligt for chauffører at udføre national transport for fremmed regning inden for EU og EØS-landene på grundlag af en fællesskabstilladelse.

quote Reglerne bliver misbrugt til at lave ulige konkurrence

Erik Østergaard, direktør i brancheorganisationen DTL

Reglerne fra EU blev egentlig udarbejdet for at tage hensyn til miljøet ved at sætte rammer for, hvor mange ture en udenlandsk chauffør måtte tage i et andet EU-land.

Men reglerne er ifølge Erik Østergaard, direktør i DTL, blevet gradbøjet i en sådan grad, at danske vognmænd kæmper mod udenlandske chauffører, der tilbyder sin arbejdskraft til en væsentligt lavere løn.

Artiklen fortsætter under billedet.

Erik Østergaard, direktør i brancheorganisationen DTL.
Erik Østergaard, direktør i brancheorganisationen DTL. Foto: TV2 ØST

- Reglerne bliver misbrugt til at lave ulige konkurrence, social dumping og skabe nogle vilkår hos chaufførerne, som er fuldstændig uacceptable, siger Erik Østergaard.

- Vi er en døende race

Vognmand Kim Ancker, der har to lastbiler i virksomheden, mærker også, hvordan tidligere opgaver er forsvundet fra vognmandsvirksomheden i Ringsted til konkurrenter med udenlandske nummerplader.

- Jeg har en lastbil, der kører med skibscontainere, og der kan jeg mærke, hvordan lastbiler fra Østeuropa overtager vores opgaver. For fem år siden kørte vi meget til Hamborg med skibscontainere, men det gør vi næsten ikke mere. Sidste år havde vi måske to opgaver i Tyskland, siger Kim Ancker og peger på lønforskellen som den primære årsag til, at han bliver fravalgt til fordel for en udenlandsk chauffør.

quote Min søn gider i hvert fald ikke at køre det her videre

Kim Ancker, vognmand

- Min chauffør skal have dobbelt op i forhold til løn af en udenlandsk chauffør, der kører til cirka 12-15.000 kroner, påpeger han.

Derfor ser fremtiden for den danske transportbranche ifølge Kim Ancker sort ud.

Selvkørende lastbiler
Læs også
Rekordmange lastbiler krydser grænsen
Selvkørende lastbiler
Læs også
Rekordmange lastbiler krydser grænsen

- Vi er en døende race, fordi det er et erhverv, som dør ud på danske hænder, siger vognmanden fra Ringsted og fortsætter:

- Jeg er så gammel, at jeg bare skal klare den igennem i ti år til, så går jeg på pension. Og min søn gider i hvert fald ikke at køre det her videre, selvom han har det store kørekort og hjælper mig en gang imellem.

Drømmer om redning fra EU

At de udenlandske chaufførens lave lønninger presser de danske vognmænd er ikke nogen ny historie.

Men med cabotagereglerne opstod der ifølge direktøren i DTL en skævvridning, som vognmændene og deres brancheorganisation gerne vil have rettet op - gerne inden Europa-Parlamentsvalget i slutningen af maj 2019.

quote Der er ikke nogen gratis omgang

artin Aabak, administrerende direktør i brancheorganisationen Danske Speditører

- Vi vil gerne sikre os, at der virkelig bliver sat fokus på at få afsluttet forhandlingerne, inden at vi skal til et EU-valg, og vi står med en ny kommission og et helt nyt parlament, siger Erik Østergaard

Lige nu forhandles der i EU om en om en vejtransportpakke, der skal imødekomme problemerne med underbetalte udenlandske chauffører.

Ekspert: Enormt svært at regulere

Men Jonas Felbo-Kolding, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, vurderer dog, at det kan være svært at få medlemslandene i EU til at blive enige om en fælles vejtransportpakke.

- Hvad er det så for en regulering, der så skal kunne tage hånd om, at man bevæger sig igennem forskellige områder med forskellige løn og arbejdsvilkår? Det er enormt svært at regulere, siger Jonas Felbo-Kolding og fortsætter:

Artiklen fortsætter under billedet.

Jonas Felbo-Kolding, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet
Jonas Felbo-Kolding, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Foto: TV2 ØST

- Den anden del af det, hvis man kigger indenfor EU, så er det vidt forskellige interesser blandt de forskellige lande.

Vognmand kan blive tvunget til at lukke

For når alt kommer til alt, så handler det hele om, hvem der skal betale gildet.

Bliver det de danske vognmænd, der mister opgaver? Eller bliver det i sidste ende forbrugerne, der må acceptere, at transport koster mere end det gør i dag?

quote Jeg ønsker ikke at stoppe, men jeg kan blive tvunget til det på grund af økonomien

Jan Åkerman, vognmand

- Det er i orden, at man synes, transport er blevet for billig, og man ønsker, at indføre nogle strammere regler. Man skal bare gøre det med åbne øjne og være bevidst om, at når vi trækker kapacitet ud af markedet eller påfører branchen en række administrative byrder, som de ikke havde før, så kommer det med en pris, siger Martin Aabak, administrerende direktør i brancheorganisationen Danske Speditører.

- Der er ikke nogen gratis omgang, tilføjer han.

lastbil 3
Læs også
Alle blinde vinkler elimineret: Her er Danmarks sikreste lastbil
lastbil 3
Læs også
Alle blinde vinkler elimineret: Her er Danmarks sikreste lastbil

Det er uvist, om europaparlamentet når at tage en beslutning inden valget i slutningen af maj. Men Jan Åkeman fra Gørlev håber ikke, at han bliver tvunget at dreje nøglen om.

- Jeg vil gerne fortsætte min forretning, der også har været en del af mig i så mange år. Så jeg ønsker ikke at stoppe, men jeg kan blive tvunget til det på grund af økonomien, siger Jan Åkeman.


Nyhedsoverblik