TV ØST går på jagt efter det bedste ved vores region

12 kommuner på seks uger. Fra på søndag tager TV ØST’s redaktion regionen rundt på jagt efter det, der er det særlige ved at bo i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trampestien på Stevns Klint, Brorfelde Observatorium ved Holbæk, Camønoen på Møn, den femtårnede Vor Frue Kirke i Kalundborg, vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse eller sukkerroerne på Lolland og Falster.

Herlighederne er mange i vores region, hvis man lige tænker sig om og mærker efter. De næste seks uger vil TV ØST sammen med brugere og seere finde frem til ’det bedste ved vores region’.

- Vi bruger rigtig meget tid på til hverdag at have fokus på, hvilke svære udfordringer der kan være ved at bo her. Hvordan sikrer vi vækst og udvikling, arbejdspladser, at de unge bliver i kommunen og alle de andre udkants-problemer? Det skal vi også, men vi skal samtidig huske, at der er rigtig mange gode grunde til, at vi lever, hvor vi lever. Vi vil gerne sætte journalistisk fokus på det konstruktive, det særlige og det bedste ved vores region, siger chefredaktør Jesper Friis, TV ØST.

Følg os hele vejen

En særlig TV ØST-karavane sætter i gang søndag den 2. juli og drager til Guldborgsund Kommune. Karavanen gør holdt i tre dage i hver kommune, hvor vi vil møde vores brugere og seere, dér hvor de er, og fortælle deres historier på alle platforme. Først midt i august, når reporterholdene har været tre dage i hver af de 12 kommuner, vender den hjem igen. Historierne og billederne kan følges på alle TV ØST’s platforme – på Facebook, på tveast.dk og på TV.

Artiklen fortsætter efter videoen

 

Dine forslag til det bedste

Samtidig med rundturen inviteres alle til at komme med deres bud på, hvad der er det bedste ved netop deres kommune.

- På vores hjemmeside vil borgerne i regionen kunne foreslå deres favoritsted eller favoritbegivenhed. Det kan være alt fra særlige seværdigheder til hemmelige steder. Det kan være en lille butik, en person – kun fantasien sætter grænsen, siger Jesper Friis.

Du kan følge serien ’Det bedste ved vores region’ på både Facebook, tveast.dk og hver aften - på nær lørdage - i TV ØST’s nyhedsudsendelse.

Sådan gør du

  1. Gå ind på www.tveast.dk/detbedste
  2. Find din kommune
  3. Skriv, hvad du synes er det bedste ved din kommune

Her kan du møde os

  • 2. juli - 4. juli – Guldborgsund
  • 5. juli - 7. juli – Holbæk
  • 9. juli - 11. juli – Vordingborg
  • 12. juli - 14. juli – Stevns
  • 16. juli - 18. juli – Slagelse
  • 19. juli - 21. juli – Faxe
  • 23. juli - 25. juli – Sorø
  • 26. juli - 28. juli – Odsherred
  • 30. juli - 1. august – Lolland
  • 2. august - 4. august – Ringsted
  • 6. august - 8. august – Kalundborg
  • 9. august - 11. august – Næstved

 


Nyhedsoverblik