Travle brandmænd rykker ud til 31 naturbrande hver dag

469 naturbrande i første halvdel af juli sætter de kommunale beredskaber under stort pres.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De første 15 dage i juli har der i gennemsnit været 31 naturbrande hver dag.

Det giver travlhed hos de kommunale beredskaber og hos de værnepligtige hos Beredskabsstyrelsen, som assisterer ved større naturbrande.

- Der er mange opgaver, og vores folk løber stærkere, end de plejer, siger sekretariatschef Bjarne Nigaard, Danske Beredskaber.

Med 469 anmeldte naturbrande til og med søndag har juli indtil videre overgået det samlede antal naturbrande i juni. Her lød tallet på 449.

I maj gik 500 hektar statslige hedearealer op i flammer ved Randbøl Hede i Sydjylland. Yderligere 200 hektar privat skov og hedearealer blev brændt af.

Presser de kommunale beredskaber

De mange brande i naturen presser de kommunale beredskaber med mange deltidsansatte brandmænd til det yderste.

- Vi kører til det hele og skal nok få det løst, siger Bjarne Nigaard.

- Men det er klart, at hvis det her viser sig at blive normalsituationen fremover, så kan det godt være, vi skal overveje, om vi har de nødvendige kapaciteter, siger sekretariatschefen.

Beredskaberne råder eksempelvis ikke over udstyr, så man kan slukke naturbrande fra luften.

- Hvis den her udvikling bider sig fast, så må vi evaluere, om vi har tidssvarende materiel, og det må vi gøre sammen med vores samarbejdspartnere, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, siger han. 

36988066_2075088372811865_6828526348806389760_n.jpg
Læs også
Efter flere markbrande kommer brandvæsnet nu med en bøn til landmændene
36988066_2075088372811865_6828526348806389760_n.jpg
Læs også
Efter flere markbrande kommer brandvæsnet nu med en bøn til landmændene

Der kan være flere årsager til naturbrandene. De kan være opstået eksempelvis på grund af et cigaretskod kastet ud af et bilvindue.

Det kan også være et glasskår, der har fungeret som brændglas og sat naturen i brand.

Bjarne Nigaard vurderer, at afbrændingsforbuddet, der er indført i alle kommuner landet over, har haft en effekt.

- Jeg har indtryk af, at forbuddet har sendt et kraftigt signal til folk om at passe meget på.

- Det er svært at sige, hvordan situationen ville have været uden forbuddet, men jeg gætter på, at mange ukrudtsbrændere er blevet i garagen, siger han.


Nyhedsoverblik