Transport med 200 grise væltede på landevej

Natten til tirsdag kørte en grisetransport galt, og flere af grisene slap ud og løb omkring på vejen. Nogle måtte efterfølgende aflives.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var for-vognen på et lastvognstog, der lige før klokken 3 tirsdag væltede på Klintevej ved Borre.

Ved uheldet blev nogle af transportens last på over 200 grise slynget ud.

Endnu flere grise slap efterfølgende ud, og beredskabet brugte et par timer på at få indfanget de løse dyr igen.

- Både Falcks Dyretransport og dyrlæger var på stedet. Og de måtte aflive nogle af grisene. Præcis hvor mange, ved jeg ikke, siger vagthavende ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Henrik Carlsen.

Føreren af bilen kom ikke til skade ved uheldet. Politiet skal nu nærmere undersøge, hvad der førte op til, at transporten kørte galt.

Der er allerede foretaget en alkometertest på manden. Den viste, at han ikke var påvirket. 


Nyhedsoverblik