Topseedet Vittinghus taber overraskende i DM-semifinale

Hans-Kristian Vittinghus fra Team Skælskør-Slagelse misbrugte fem sætbolde og tabte DM-semifinalen i badminton til Emil Holst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Badmintonspilleren Hans-Kristian Vittinghus fra Team Skælskør-Slagelse stillede til start ved DM som favorit til titlen i Jan Ø. Jørgensens og Viktor Axelsens fravær, men Vittinghus kunne ikke leve op til favoritværdigheden.

Han måtte allerede se sig slået i semifinalen, hvor den tredjeseedede, Emil Holst, viste sig for stærk og vandt 23-21, 21-11.

Som cifrene antyder, var første sæt meget tæt, men Vittinghus burde have vundet det. Således førte favoritten 20-16 og havde fire sætbolde på stribe, som han alle missede.

Sejr efter 44 minutter

I stedet udnyttede Holst sin første sætbold og vandt sættet, efter han også havde afværget modstanderens femte sætbold. Det gav ham overskud fra starten af anden sæt, som han satte sig totalt på.

Her var aldrig tvivl om udfaldet, og Holst kunne juble over sejren efter 44 minutter på banen.

I finalen møder han fjerdeseedede, Rasmus Fladberg, der i sin semifinale slog andenseedede, Anders Antonsen, med 21-14, 21-15.

Finalen spilles søndag.

/ritzau/


Nyhedsoverblik